Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - b. Paavirkning av G. Brandes og Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
anathon aall.
H.-F. Kl.
synes at være gaat over paa denne skikkelse. Ibsen har her gjentat
eksperimentet hos Kierkegaard at slippe et menneske ut paa de 70 000
favnes dyp, denne gang uten at nogen gud holder det oven vande.
Dypest gjør slegtskapet mellem de to aander sig gjældende i
grundopfatningen hos begge av hvad livet gjælder efter sit væsen, hvad
slegten og de enkelte inden slegten er værd. Karakteristisk for begge er
den mening de har om haapløsheten i livet, slik som det nu leves av
mængden med dens grundfordærvede idealer. Kierkegaard saa hele slegten
som paa et tog ut i fortabelsen, for det var ikke sand kristendom at finde
mer. Og Ibsen gjentar i sin digtning og sine brev at slegten i det store
og hele maa gaa sin undergang imøte1. Og han sukker ikke meget
for det. Langt fremover i Ibsens digteraar er fremdeles m^ngt i hans
opfatning av livets maal og mening præget av samme aand som hos S.
Kg. Det indre liv faar først noget idealt ved sig naar mennesket strider
imot sin endelige jordbundne natur, idealet blir naadd ved selvforsagelse,
den naturlige eksistens for mennesket er saa tilsølet, at det maa soning til
skal regnskapet balancere ved det store livsopgjør. Refleksionene om
menneskeeksistensen følger spor som er trukket op av en pietistisk
livs-opfatning. Pine og sorg er de store tugtemestere for menneskene; først
naar man kommer under deres opdragelse, faar livet den rette mening.
I komedien »Svanhild«, et utkast fra 1860, deri Ibsen anticiperer
»Kjærlighedens komedie«, sier Falk: Jeg kunde fristes til at bede Vorherre om en
stor sorg — hadde jeg den, saa skulde jeg ikke døse tiden bort2. Ibsen
selv har kjæmpet med denne vrangfølelse i sin Sturm- und Drangperiode
i de unge digteraar. Hans begjær stod til »at se verden fra oktobersiden«3.
Jeg trængte sorgen, sier Jatgeir i »Kongsemnerne«, jeg fik sorgens gave,
og saa var jeg skald. I Ibsens digtning utvikler denne synsmaate sig til
en særegen metafysik; med sviende alvor blir den fremført i »Brand«,
som med vild vellyst arbeider sig dypere og dypere ind i selvpinsler4.
1 I optegnelser til Gjengangere, Henrik Ibsens Eft. skrifter III, s. 6. Det fuldfærdige
menneske er ikke et naturprodukt længer, det er et kunstprodukt saaledes som kornet
er det, osv. Feilen stikker i at hele menneskeheten er mislykket.
2 H. I., Efterl. Skrifter I, s. 453.
3 Brev til C. J. Anker (Breve I, s. 73). Sammenlign en optegnelse av Søren
Kierkegaard fra 1839. Jeg sier om min sorg, hvad engelskmanden sier om sit hus: Min sorg
is my castle. S. Kg.s Papirer utg. av Heiberg og Kuhr bd. 2 s. 164.
4 H. I., Eft. Skrifter I, s. 209 Brands bøn (av det episke utkast til „Brand"):
Herre gjør mig paa smerte rig,
Skygg for hver fristende glæde,
pisk mig ind under forsagelsens flig.
Lær mig at gaa gjennem kjødets land
Blind for sol og for sommer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
