Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - d. Revolutionær individualisme. Om kvindepersonligheten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294 anathon aall. H.-F. Kl.
d. Revolutionær individualisme. Om kvindepersonligheten.
Rent flygtig var idéen i Noradramaet alt blit rørt ved i »De unges
forbund«, der Selma Bratsberg bryter ut i klage over at være blit klædd
op som en dukke og lekt med som et barn. Som en anslagstone kommer
emnet ogsaa til lyd i »Samfundets støtter« x. Fru Bernick er ikke blit noget
for sin mand, hvorfor ikke? »Fordi du«, sier frk. Hessel til manden,
»aldrig har delt din livsgjerning med hende, fordi du aldrig har stillet
hende fri og sand i sit forhold til dig«.
Klagepunkter i individualismens aand.
For at et individ overhodet skal være menneske, maa det være frit
og ha sin ret; for at være et ædelt menneske maa det være sandt; og
for at være fuldt menneske maa det ha et indhold, en livsgjerning.
Ibsen retter den anklage mot kvindeidealet hos manden, at det er
brøstholdig i alle disse punkter.
I optegnelser til »Gjengangere« har Ibsen skrevet: Disse nutidens
kvinder, mishandlede som døtre, som søstre, som hustruer, ikke opdragne
efter deres begavelse, holdt borte fra deres kald osv. Han synes synd
paa dem. Det sker menneskelig uret med dem. Det moderne samfund,
sier Ibsen i en optegnelse fra aar 1883, er ikke et menneskesamfund, det
er bare et mandfolkesamfund2.
Kvindesaken, kvindens frigjøringssak, hører naturlig med paa
individualismens program. Det gives individualister som har det motsatte
standpunkt. Og saa rart det lyder: Et individualistisk grundsyn gir forklaring
til begge holdninger. Mænd som Kierkegaard og Nietzsche tar
utgangspunkt i det gamle syn paa slegten. Dette identificerte uten videre
mennesket med manden. Kvinden er blit trykket ned under jevnføringen
mellem kjønnene. Hun faar da sin rolle anvist, ikke som selvstændig
individualitet; hun er bare et tilhæng til manden, ofte gjenstand for
hans pris, ofte for hans mangehaande tvilsmaal. Det vil ikke være et
rent tilfælde at de norske individualister, en Holberg og Ibsen, har tat et
andet utgangspunkt. Hun blir hos dem først og fremst opfattet som
personlighet, og med det faar problemet om hendes skjæbne og ret et fast
principielt grundlag. Fra den stund kvinden blir opfattet som den enkelte,
melder sig med engang for hende som for manden det spørsmaal, hvor-
1 Slik som dette drama fra først av var formet, har det flere merker av at være noget
av et „kvindesaksstykke". Se H. Koht og J. Elias, H. Ibsens Efterl. Skrifter I. Forord
s. LXXXV.
2 Eft. Skr. I, s. 310. III, s. 5.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
