Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - d. Revolutionær individualisme. Om kvindepersonligheten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296 anathon aall. H.-F. Kl.
norske digter har bl. a. typen: kvinden som overmenneske. Demandlige
storskikkelser i hans verker har, flere av dem, sin paralel i en kvindelig,
Bygmester Solness i Hedda Gabler, John Gabriel Borkman i Rebekka
West, Falk i Hjørdis, Dr. Stokmann i Nora.
»Et Dukkehjem« gir en dramatisk filosofi om kvinden. I
»Kjærlighedens komedie« var elskovsforhold og egteskabelig samliv sat i satirisk
lys. Der var det fare for manden, og i livsidealenes navn roper Ibsen
sit Varsku! Dennegang kommer turen til kvinden. Ibsen skildrer nogen
oplevelser i et hjem og bygger paa det grundlag op en motsætning som
ikke før hadde faat dramatisk form. Han har, med andre ord, kunstnerisk
skapt et nyt problembillede; problemet tilhører i sin grund individualismen,
og det at ha formulert det, er en slegtsdaad den norske digter hadde ret
til at være stolt av. Han fører frem en dobbelt form for mulig samliv
mellem mand og kvinde, et samvær med karakteren av en lekende idyl,
og paa den anden side et fællesskap præget av livets alvor, et samliv
mellem frie myndige personligheter. Ved at la noget sterkt opskakende
hænde faar han kritisk lys over de to egtefæller. Ret som det er, blir masken
revet fra dukkeidealet, og den strenge løsning paa samlivsproblemet blir
et programstykke for en bevægelse som forplanter sig over nærsagt hele
verdensteatret.
Kjernepunktene i den kvindefilosofi Ibsen gjør sig til talsmand for, er
indeholdt i endel replikker, som skal nævnes nedenfor. Nora sier, da
krisen var oplevd, til Helmer: »Dette er et opgjør«. Hendes opgjør
er en kvindes avregning med alt som har tat sig magt over hende, alt
det som samfund, opdragelse, overlevering, offentlig mening har lagt av
tyngsel paa en kvindesjæl. »Jeg maa staa ganske alene, hvis jeg skal faa
rede paa mig selv og paa alting utenfor«. Helmer: »Du er først og fremst
hustru og mor«. Nora: »Det tror jeg ikke paa. Jeg tror, at jeg er først
og fremst et menneske, jeg, likesaavel som du, eller ialfald at jeg skal
forsøke paa at bli det«. I den krise som Nora er stedt i, nytter det heller
ikke at pukke paa religionens autoritet. Religionen er ikke nogen objektiv
magt. Den er noget subjektivt. Nora sier: »Jeg vil se, om det var rigtig
hvad presten Hansen sa, eller ialfald om det er rigtig for mig«. Hendes
individuelle menneskefølelse gjør sig gjældende som tvil overfor lovene;
hun erklærer ikke at kunne godta dem uten videre. »Jeg hører jo ogsaa,
at lovene er anderledes end jeg tænkte, men at de lover skulde være
rigtige, det kan jeg umulig faa i mit hode.« Helmer: »Du taler som et barn.
Du forstaar ikke det samfund du lever i.« Nora: »Nei det gjør jeg ikke.
Men nu vil jeg sætte mig ind i det. Jeg maa se at komme efter, hvem
der har ret, samfundet eller jeg.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
