Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - e. Filosoferende tanker: Om arv, om det ensomme aandsmenneske, om sandhetsvidnemaalets og om livsidealismens problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
299
én gangs skyld brot med vanen, bare hvert andet aar at la høre fra sig.
»En Folkefiende« kom ut allerede aaret efter »Gjengangere«.
Dette verk bærer alle merker av at være fremgaat av en personlig
situation, bragt til verden av en sjæl som stemmet sit bryst mot hele
flokken av mennesker. Man kommer til at tænke paa Sokrates’ tale midt
i ansigtet paa de atenske dommere. Neppe gives det i verdenslitteraturen
noget mere temperamentfuldt dramatisk indlæg for individets ret, for
aandens og sandhetens sak.
Stykket har en saa vigtig plads inden individualismens historiske
dokumenter at det fortjener at bli tat nærmere i øiesyn.
Slik som problemet er bygget op og konflikten skildret, er det et
paafaldende slegtskap mellem »En Folkefiende« og et verk av en anden
norsk individualist, »Erasmus Montanus« av Ludvig Holberg. Holbergs
stykke er en komedie, men har en dyp tragisk undertone. Forat et slikt
verk skal undfanges i en digterhjerne, maa det visse oplevelser til; en
maa ha følt paa sig selv noget av den aandelige nød som skildres, den
nød som følger med at overbevisningen om sandhet blir møtt med uvilje
hos vankundige mennesker. Holberg har vel smagt litt av hvert i den
retning. Og bak ham skimter man uten møie andre søkende storaander,
like fra Galilei til fritænkere eller revolutionære i nyere tid. Det er en
skam for menneskeslegten at en saadan komedie som Erasmus Montanus
overhodet har eiet og kommer til at eie et moralsk point og ikke virker
som et burlesk paafund. Søren Kierkegaard har følt alvoret i satiren sterkt.
I en optegnelse fra 1836—37 sier han1: Jeg græter naar jeg ser eller
læser Erasmus Montanus; han har ret og ligger under for massen. Ja
deri stikker det. Naar enhver konfirmert æder er stemmeberettiget, naar
stemmeflerhet avgjør saken — ligger man da ikke under for massen, for
kjøthoder? Henrik Ibsen har ikke følt brodden i stykket mindre sterkt. I
»Kjærlighedens komedie« lar han Falk i en bitter stund strække vaaben
i dysten for sit kjærlighetsideal; hvorefter han kvitter saken med de ord:
Jeg sier som Montanus: Jorden er flak Messieurs, mig skuffed øiet, flak
som et fladbrød — er I nu fornøiet?2 Allerede Holberg opholder sig ved
argumentet: det store tal, majoritetsbevisstheten. Per Degn paatar sig at
bevise at Erasmus er paa gal vei med sin subjektive paastand. »Spør nu
1 S. K.s Papirer udg. af Heiberg og Kuhr bd. r s. 149.
2 Man kunde trække en paralel mellem Lisbets ord hos Holberg; Jeg beder dig for al
den kjærlighet jeg har baaret til dig, at du bekvemmer dig til den tro, som vi saa lang
tid har befundet os saa vel efter her paa bjerget, — og saa byfogdens replik i Ibsens
stykke: Aa, almenheten behøver slet ingen nye tanker. Almenheten er bedst tjent
med de gamle, gode, anerkjendte tanker den allerede har.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
