Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - e. Filosoferende tanker: Om arv, om det ensomme aandsmenneske, om sandhetsvidnemaalets og om livsidealismens problem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden. 113
samme som nogen aartier i forveien Søren Kierkegaard uttrykte med de
ord1: »I »aand« er ett menneske mere end 10, 10 mere end 100 osf.
Tallet trækker fra; ett menneske er den høieste magt«.
Med det næste drama »Vildanden« slaar Ibsen ind paa en ny type av
digtning, noget ulik den tidligere. Han tar ikke saa meget sigte paa det
konkrete socialproblem som paa de stille sjælelige brytninger, de
underlige skjæbnevilkaar som kan bydes et menneske. Den digtende
behandling av emnet laaner en særegen suggestiv magt fra billedlige antydninger,
indirekte henvisninger, som indbyr til sælsomt gripende sammenligninger
(symbolistisk digtning). Hvad har livet for styremagter? Hvad for lover
vil menneskepersonligheten gaa efter? Samfundet duger ikke som
autoritet, det hadde Ibsen tilgagns faat frem i foregaaende verker. Men kanske
idealene kan overta styrerollen? Evige idealer for menneskene; først og
fremst sandhetsidealet? Slik som i »En Folkefiende«. »Vildanden« er et
drama over emnet livsdrift mot sandhetsdrift, et internt spørsmaal inden
den individualistiske etik. Det virker paafaldende at Nietzsche vier
spørsmaalet en lignende opmerksomhet og kommer til lignende synsmaater som
Ibsen2. Tidens digtere har ikke samføling med det kategoriske imperativ
hos Kant, men vel arbeider de med samme spørsmaal som det den nyere
filosofi har kaldt problemet om pragmatismen. Individet forstaar at
sandheten er hellig, men det maa vite at livet er sidste virkelighetsinstans og
derfor ikke maa ringeagtes.
Det vilde bli for vidtløftig at gjennemgaa de individualistiske drag i
Ibsens etik og psykologi i de dramaer som fulgte paa »Vildanden«: i
Rosmersholm, Fruen fra havet, Hedda Gabler, Bygmester Solness, Lille
Eyolf, John Gabriel Borckman«; i aaret 1899 kom det sidste verk: »Naar
vi døde vaagner«. I det første symboldrama blev sandhetsidealismen sat
under diskussion. I det sidste er tvilen naadd til at gjælde al livsidealisme.
Prof. Rubek har git sit liv hen for sit kald. Var kaldet saa meget værdt?
Onde drømmer løfter sig op av taakerne i det subjektivistiske sjæleliv.
De individualistiske idealer løser sig op i sælsomme grublerier hos en træt
mand.
Retten til at se Ibsens digtning under synsvinkel av filosofi laaner vi
fra de filosofiske elementer som tilsigtet eller utilsigtet er kommet ind i
hans verk og gjennem disse verker kan siges at ha øvet merkbar virkning
paa den teoretiske tænkning om sjælelige forhold og om livsspørsmaal
ute i verden og hjemme i Norge. Urigtig vilde det naturlig være at føre
1 Eft. Papirer 1854, ?. 375.
2 Se Ibsen og Nietzsche „Samtiden" 1. c. s. 391 ff".
k
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
