Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - g. Livsforhold og livsidealer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden. 123
folk er i Ibsens dramaer forskjellige samfundstjenere, overlærere, rektorer,
advokater, byfogder o. 1. Her er et av de punkter der Ibsen har møte
med Søren Kierkegaard; hans uvilje mot statskirkeprestene har git sig
tilkjende i flere karakteristikker (provsten i »Brand«, Straamand og stud. theol.
Lind, Manders, Rørlund). Skal prestene hos Ibsen bli agtet for noget,
maa de ha skilt lag med kirken (Brand, Rosmer). Det som karakteriserer
denne type, er den summariske maate disse mænd tar livsproblemene paa.
De forstaar ikke at sandhet og ret aldrig er en virkelighet, uten saaledes
at tænkende personligheter tænker, følende mennesker føler paa den
angivne maate. Og om de aner sammenhængen, saa skorter det dem paa
mot til at vedgaa det. De trøster sig med et eget begrep som de
konstruerer frem: Det kollektivum av sedelighet som, efter sigende
og troende, skal være forhaanden i samfundet. »De moralske kræfter«
i tiden er for dem ikke en myte, men en sikker samfundskapital. Disse
abstrakte moralkræfter med ophav i samfundets institutioner og baaret
frem av dets repræsentative mænd, de skal greie det hele; de dulmer
samvittigheten hos den enkelte, naar han føler at regnestykket i
moralhistorien ikke vil »gaa op«. Mot denne indbildte sedelighetsmasse reiser
digteren sig i oprør, han øiner i den ikke andet end et urent belæg paa
menneskevæsenet. Man indvender, at dette samfundspræparat er eneste
kost som duger for folket; mængden kan ikke leve aandelig paa anden
næring; det nye kan den ikke fordøie. »Aa«, sier byfogden i »En
Folkefiende«, »almenheten behøver slet ingen nye tanker. Almenheten er bedst
tjent med de gamle gode anerkjendte tanker den alt har«. — Men ikke
en streng i Ibsens indre reagerer paa denne folkeomsorg. Han ytrer
tvertom tvil om hvorvidt det egentlig er umaken værdt at holde massen
oven vande. Specialreformer lover jeg mig intet av, sier han i et brev
fra 1871 til Brandes1; hele slegten er paa vildspor, det er saken. Massen
staar uten al forstaaelse av det høiere baade ute og hjemme. I digtet:
Til min ven, revolutionstaleren, uttaler han sig for den radikale
slegts-behandling som blev praktisert ved syndfloden:
I sørger for vandflom til verdensmarken,
Jeg lægger med lyst torpedo under arken.
Hvad er slegten mot idéen? Hvad kan tallet veie mot aanden? Det
er Ibsenspørsmaalet. Fremfor alt er »En Folkefiende« en ren fundgrube
for den som vil lære digterens tanker om dette emne at kjende. Dr.
1 Breve I, s. 234
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
