Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 11. Henrik Ibsen, en norsk filosof - h. Den frie individualitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i. filosofien i norden. 315
at de enkelte kan seile under eget flag. Det de nu seiler under, er hverken
rent eller deres eget. Naar Ibsen priser friheten som for ham selv høieste
og første livsbetingelse saa faar dette en særlig interesse först da, naar
man vet hvad han forstaar med det begrep. I det punkt lar han os ikke
uten vink. Friheten er fremfor alt noget indre, en tilstand for
bevisstheten, og bevisstheten er en altid levende magt, en magt som fornyer sig
selv under kamp og strid, i dyst og daad. Ibsen har aldrig hat noget
tilovers for godseiertypen blandt aandens matadorer. Det han saa op til
var soldaten i felten. I et brev til Brandes fra 1870: Jeg maa ialfald si
at det eneste jeg elsker ved friheten, er kampen for den, besiddelsen bryr
jeg mig ikke om2.
Kjernen i frihetsidealet blir efter dette noget subjektivt. Som for
ham overhodet det personlige utgjorde meningen med tilværelsen.
Grundtanken i hans dramaer og digter ligger jo netop uttrykt i den opfatning.
Allerede i utkastet til »Brand«3 lar han sin helt si: Hver vei er ret
saafremt den er ens egen. Uttrykt med likefremme ord i et brev av Ibsen
til Theodor Caspari: Jeg mener at vi har alle sammen ikke noget andet
og bedre at gjøre end i aand og sandhet at realisere os selv. Dette er
efter min mening det virkelige frisind, lægger han til4.
Men at forme sit liv efter egen indre drift, det er det faa som ser
sig raad til. Hindringene kommer fremfor alt fra samfundet; for samfundet
er menneskemagten, plyndret for aand og personlighet, det er
repræsentanten for kompromisset, for det som er baade dette og hint og derfor
hverken det ene eller det andre. I sine dramaer tar Ibsen sig derfor fore
at ryste i denne umagt; og han kaster stridshansken til al samfundsavl,
til den tvang og løgn, til det menneskelige fuskverk som griner ham imøte
i hjem, i skole, i kirke, i ståt. »Ja dette med lov og orden«, lar han fru
Alving si under paroksysmen av sine sjælelidelser, »Jeg tror mangen gang
det er det som volder alle ulykkerne her i verden«. Det er som om
Ibsen vilde si: Det vi hadde baade lyst paa og ret til, det blir vi tidt i
en ustund holdt borte fra, fordi man rykker os ind paa livet med skræmsler
om lov og orden. Men Ibsens digtninger røber tro paa at menneskene
1 Brev til Georg Brandes i 1882, Breve II, s. 101.
3 Breve I, s. 220.
3 Eft. Skr. II, s. 31. Ibsen tar her skridtet helt ut. Saa ren adelsmand Rosmer er, saa
har han trang til at se med ærbødighet paa livsholdningen ogsaa hos en brodsling som
Ulrik Brendel: Han liar i alle fald hat mot til at leve livet efter eget hode. Jeg synes
ikke det er saa litet endda.
4 Breve II, s. 136. Sammenlign brev til Bjørnson, sammesteds II, s. 110: Det i sin
livsførelse at realisere sig selv, mener jeg er det høieste et menneske kan naa til. Den
opgave har vi allesammen; men de aller fleste forfusker den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
