Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 13. Retsfilosofiske arbeider og diskussioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
anathon aall.
H.-F. Kl.
like glæde- som smerteløst. I analogi med den psykologiske trinordning
av formaalsværdierne maa den etiske hovedgrundsætning (det psykokratiske
princip) gaa ut paa at tilværets aandløshet maa være forgjængelig, eller
med andre ord ut paa: at skape aand. Med dette er uttalt hvad som sætter
det principielle skille mellem godt og ondt. God blir den vilje som er
rettet paa at hævde bevisstheten, ond den som er rettet paa at svække
den. Interesserne faar hermed en rangordning, bestemt ved denne
formaals-regel. Enhver ond handling bestaar i at krænke den sande rangordning
mellem interesserne, og det manende ord melder sig for
menneskeperson-ligheten: Spild ikke en høiere interesse for en lavere. Av det psykokratiske
princip lar sig utlede en etisk hovednorm. Forf. kalder den det teliske
imperativ og formulerer den slik: Du skal ville den høieste mulighet for
klimaks av tilværelsen i din egen, menneskehetens, altets stigning mot
aand gjennem bevissthetens suverænitet i tilværelsen. Av dette standpunkt
gir sig ogsaa løsningen av interessen som socialpolitisk problem.
Grundsætningen maa være: Hvor det er nogen interesse, der er ogsaa et moralsk
krav tilstede og bør være en retsordnet berettigelse. Politikken maa sigte
paa det formaal at vække alle til høi est mulig interesseliv med dertil
svarende livssyn, stræben og rettigheter. Det etiske rangordningsproblem
løper ut i spørsmaalet om absoluthetens begrep, og 2. del av A.s verk er
viet absoluthetsforestillingen, hvordan den er opstaat, og hvorvidt den
gjælder. For at forstaa absoluthetstanken maa man sætte den i forhold
til vor sammenlignende virksomhet. Oprindelig har vi ingen anden
bevissthet om det absolute end den, at det ikke er relativt, og med hensyn
til indhold vil de saakaldte absolutheter opløse sig i relativiteter, alle saa
nær som bevisstheten selv som princip. Naturlovene maa ikke gjøres
gjældende som undtagelse. Alle naturlover kan tilsidst bli henført under
aarsaksloven, og forf. gaar i en utførlig kritik ind paa aarsaksproblemet,
idet han særlig vender sig mot den tolkning Hume har git aarsaksloven 1.
Hume spør efter bindeledet mellem forestillingen om aarsak og virkning
og kræver det skal ytre sig som fornemmelse. Men svaret er at
bindeledet har sin gode psykologiske virkelighet i behovene. Troen paa grund
av aarsak har utviklet sig av troen paa grund av formaal i behovene. A.
gjendriver Humes paastand: at forestillingen om det absolute i de ytre
fænomeners sammenhæng — aarsaksloven har sin psykologiske forklaring
i vanefænomenet. Brytninger mellem trang til at følge vaner og til at
hævde organisationen i personligheten har maattet rydde vanedyret av
1 Dette avsnit er i noget omarbeidet form trykt i Zeitschr. f. Philosophie und philos
Kritik 1914, bd. 154 under overskriften: Das Bewusstsein als metaphysische Quelle des
Kausalgesetzes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
