Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Anker, 1839-1896
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ste gang,» segjer han i den store talen sin på
Sagatun 15. sept. 1901 — altso ikring 40 år
seinare. — «Min hustru og jeg kom fra vor første
udenlandsreise og var stanset op i Kjøbenhavn
for at være med og indvie det nye studenterhjem.
Da kom der mod mig en ung, vakker, lys mand.
Han førte hende ved hånden, og de kom hen til
mig. Det er siden blevet et sindbillede for mig.
Om jeg idag kunde male et billede af
oplysnin-gens engel, ikke videnskabens, den er strengere,
den har det attiske ved sig — men den
oplys-ningens engel, som er formidlingen mellem
viden-skaben og livet, dens kvindelige del, den som
går til fantasien og hjertet, og som udfra disse
skaber karakter, den lyse engel med de
fakkel-bærende øine og den milde mund med smil om
— jeg tok hende. Aldrig har jeg set noget
fag-rere!
Han — som han stod der ved hendes side —
ja, om Norge den gang skulde kåret en
udsen-ding, såvist som det gjorde det, men ubevidst,
som skulde bede om mere lys og varme, de
kunde ikke fundet en skjønnere, en sterkere lyrisk
stemt sjel end hans, den lyste fra hans øine,
to-nede gjennem hele hans væsen.»
Det biletet av desse tvo, som ungdomsvenen
og diktaren her har gjeve, er historisk sant og
står i samsvar med det soga vil gøyma.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
