Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Fiskerjæntiii
»Herren, han inderlig fordømme ham!« — Datteren för
op: »Mor, mor! Ikke ham, ikke ham, men mig, mig —
ikke ham!« — »Å, jeg kjænner pakket! Jeg vet hvem
der skal ha det!« — »Nej, mor, han er bedraget, og det
av mig, — det er mig som har bedraget ham!« — Hun
fortalte det skyndsomt og hulkende altsammen; han
måtte ikke et øjeblik være mistænkt, hun fortalte om
Gunnar, hvad hun hadde bedt ham om og ikke rigtig
forståt sig på, dernæst om Yngve Volds ulykkelige
gullkjæde, som hadde viklet henne in, og så om
Ødegård, at hun hadde glæmt det altsammen, da hun så
ham. Hun forstod ikke hvorledes det var gåt til, men
at det var en uhyre synd imot dem alle, og især mot
ham, som hadde tat henne op og git henne alt hvad et
menneske kan gi et annet, det forstod hun. Efter at
ha hensittet i lang taushet svarte moren: — »Og mot
mig er det ingen synd? Hvor har j e g været i al
denne tid, at du ikke har sagt et ord til mig?« — »Å
mor, hjælp mig, vær ikke hård imot mig nu; jeg føler
det, at jeg skal bøte for det, så længe jeg lever; men
derfor vil jeg også be Gud om snart at måtte få dø! —
Kjære, kjære Gud,« begynte hun straks, idet hun
foldet hænderne op imot ham, »kjære, kjære Gud, hor
mig, jeg har allerede forspildt livet; det har ikke mere
for mig, jeg er ikke så’n jeg kan leve, jeg forstår ikke
livet, kjære Gud, lad mig så få dø!« — Der var en slik
gripende inderlighed i bønnen, at Gunlaug, som alt
hadde hat hårde ord oppe, svælgte dem og la sin hånd
henover datterens arm, for at bøje den ned fra denne
bøn: »Styr dit sinn, barn, frist ikke; vi må nok leve,
fordi om det svier.« Hun rejste sig, og hun satte
aldrig sin fot oftere på kvistværelset.
Ødegård var fallt i en sygdom der så ut til at bli
farlig. Under denne flyttet hans gamle far op til ham, tok
sit studerværelse ved siden av, og sa til alle som bad
ham spare sig, at det kunde han ikke; hans gjærning
var at våke over sønnen, hvær gang sønnen tapte
nogen av dem som han ælsket højere æn sin far.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
