Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71 Fiskerjænten
og ber om selv at måtte få dø! Himlen åpner sig over
dette blik, lysning faller, bryllupssalen er deroppe, luk
bruden in! Ja — hun kan allerede se derin; ti fra
hennes øjne utgår fred som hin på høje fjæll. Da synker
øjenlåkene: kampen hadde højere løsning, deres
trofasthed en større kroning: hun er nu hos ham.
Petra sat længe stille; hjærtet var løftet i tro, styrke
av det store fyllte henne. Hun rejste sig fra alt der
var småt, hun rejste sig op over frygt og smærte, hun
rejste sig med smil til alle, de var brødre og søstre; det
onde som adskiller, var ikke til, det lå knust under
tordenen. Man lo tilbake til henne: det var jo henne som
hadde været halvgal under komedien; — men hun så
ikke annet i deres smil æn gjænskin av den sejer hun
selv bar. I den tro at de smilte i samfund med henne,
smflte hun så strålende tilbake, at de måtte smile mot
hennes smil; hun skred ned ad de brede trapper
mellem to vigende rækker, der gav glæde tilbake av
hennes glæde, og skjønhed av den skjønhed der lyste over
henne. Strålerne i vort indre kan undertiden bli så
stærke, at vi gir alt klarhed om os, skjønt vi selv ikke
kan se. Dette er værdens største triumftog, at mældes,
bæres og følges av sine egne lysende tanker.
Da hun uten at vite derav var kommet hjem, spurte
hun hvad dette dog hadde været. Der var flere tilstede
som kunde forstå henne og gi hjælpende svar. Og da
hun hadde fåt sikker besked om hvad skuespill var og
store skuespillere ævnet, da rejste hun sig og sa: »Dette
er det største på jorden, dette vil jeg være.«
Til deres forundring tok hun på sig og gik ut igjæn;
hun måtte være alene og i det frie. Hun gik bort fra
byen og i stærk vind ut på den nærliggende pynt. Der
larmet sjøen opunder, men byen lå på begge sider av
bugten i en lyståke, bak hvilken de utallige enkelte
blink arbejdet sammen uten at kunne mere æn
gjæn-nemlyse floret, de kunde ikke løfte. Det blev hennes
sjæls billede. Det store dunkle under hennes føtter gav
i sin dumpe larm varsel fra et uigjænnemtrænge!igt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
