Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99 Fiskerjænten
jeg må storsjøen nå,
jeg må havstyrten få,
jeg må kjølen se, når det krængende skjær,
jeg må friste hvor langt og hvor længe det bær!
Nej, dette blev præsten for galt, han trev i forbifarten
boken fra Signes hånd, han stormet mot døren, og
denne gang holdt hun ham ikke tilbake. Han for like hen
til Petra, kastet boken på pianofortet foran henne,
vændte og gjorde et slag bortover gulvet. Da han kom
tilbake, var hun ståt op, hun holdt boken trykket til
brystet og så med forvildet blik til al lo sider. Han
stanste for at sige henne full besked, men hans vrede over
i to år at være brukt av denne snedige ungdom, og især
over at hans varme, hengivne datter var holdt for nar,
kom så voldsomt at han ikke straks fant ord, og da
han fant dem, selv følte at de var for hårde. Efter at
ha gjort ænnu et slag bortover gulvet og ænnu en gang
være kommet like til henne, blodrød i synet, vændte
han henne ryggen, og gik uten en yttring in på
kontoret. Da han kom dit, var Signe gåt.
Hele denne dag var hvær hos sig. Provsten spiste
alene til middag, ingen av pikerne kom in. Petra var
på husholderskens værelse, som efter ildebranden var
henne lånt: hun hadde forgjæves og overalt søkt Signe
for at forklare sig; men Signe var næppe på gården.
Petra følte at hun stod foran en avgjørelse. Hennes
livs hemmeligste tanke var slitt fra henne, og man vilde
tiltvinge sig en inflydelse på den, som hun ikke kunde
tilstede. Hun kjænte best selv, at skulde hun opgi
dette mål, drev hun avsted for lejligheds vind. Hun
kunde være glad mellem glade, fortrolig mellem fortrolige,
sikker i alt, men det var i kraft av hint hemmelige mål,
— at hun nemlig engang skulde få nå hvad hennes
ævner stundet og vokste til. Tro sig til nogen efter hint
første fejlslagne forsøk i Bergen, — nej, det hadde hun
ikke kunnet, selv om det hadde været til Ødegård! Hun
måtte være alene om det, til det var vokset så vidt, at
<det kunde tåle man åndet tvil på det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
