- Project Runeberg -  Fiskerjænten. Fortælling /
120

(1921) [MARC] Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

120

Fiskerjænten

har lært meget, kan jeg høre.« — »Ja, hittil har jeg
læst eller rejst; men nu vil jeg bli og ta fat.« — »Å ja;
så går det: — nogen rejser ut og kommer til lys og
lærdom; andre sitter igjæn.« Og Lars la til:
»Fædrejorden er ofte tung at vænde. Arbejder vi så en mann
frem som kan bli til hjælp, så farer han.« — »Kaliet
er forskjelligt; enhvær må følge sit,« sa provsten. —
»Og Vorherre lægger nok arbejdet sammen,« sa
Ødegård; »min fars arbejde når nok hit igjæn, hvis Gud
vil.« — »Å ja, det gjør vel det,« sa Randi sagtmodig;
»men det er ofte tungt at vænte; for det varer så
længe.«

De skiltes; provsten stilte sig ved det ene og Ødegård
ved det annet vindu for at se efter dem; ti de skulde
nu gå over fjællet; den unge mann gik sist. Ødegård
fik høre om ham at han var fra byen, hvor han hadde
begynt på flere ting, men var altid røket uklar med
folk. Han trodde sig kallt til noget stort, visstnok til
apostel, men var forunderlig nok stanset oppi
Ødegårds-bygden, — somme mente av ælskov til Else. Han var
en ildsjæl, som hadde gjænnemgåt mange skuffelser og
hadde flere i vænte.

De var nu biet synlige i fjællet; fjøsets tak dækket
dem ikke længer. De arbejdet tungt opover, trærne
tok dem, de kom frem igjæn, altid højere op. Der var
ingen vej i den dype sne, trærne var vejvisere i uføret,
og langt borte til siden gav snefjællene retningen av
deres hjæm.

Men inne fra stuen kom et par trillende forspill og
derpå:

Jeg giver mit digt til våren,
skjønt ænnu den ej er båren;
jeg giver mit digt til våren
som længsler til længsler lagt.
Så slutter de to en pagt:
at lokke på sol med liste,
–å vinterens nød må friste,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:06:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fiskjanten/0122.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free