Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fiskerjænten
— det syntes ord av en topmålt tåbe •—:
»Tør ingen ride så høj en båre,
så giv mig roret; ■—• jeg længes såre!«
Nogen så op imot fjællets hang,
andre vændte sig ej engang;
ingen lot sig sin matro rane.
Da fallt en sten og blev to manns bane.
Op sprang alle fra dæk og tilje,
kastede matkar og grep til våben;
opad pilene sang, — men åben
stod han på klippen og gav sin vilje:
»Høvding! giver du skibet med læmpe,
hvad heller lyster dig først at kjæmpe?«
Slikt at høre blot tidsspild var,
et spyd blev skikket at gå med svar.
Traf ham ikke. Han sagde rolig:
»Mig vænter ingen i dødens bolig.
Du som havene alt har pløjet,
kan gå derin eller hjæm dig skynde.
Alt du under dig her har bøjet,
det må du give; j e g skal begynne!
For mig du samlet; nu mig du hænter;
min tid er kommet; på mig det vænter.
Den ånnen lo fra sin høje løfting:
»Ifald du længes så, som du siger,
fred skal du nyde. Kom, bliv min kriger!
»Det kan jeg ikke, jeg fødtes høvding.
Jeg vet min vej, og så må jeg byde;
det ny kan ikke det gamle lyde.«
Forgjæves øret mot svar han lagde.
Da sprang han nærmere ned og sagde:
»I kjæmper, høvdingen vise skylder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
