Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Min sidste Sommer i Hjemmet - Fiskerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
jeg fandt under Klippevæggen og som syntes at for
friske mig ganske mærkeligt, begav jeg mig trøstig af
sted.
Men da jeg var kommen op af Kværnehuusdalen
og atter vandrede henad de graae, nøgne Myre langs
Aaen, som her gaaer stille, blev jeg mere og mere be
tagen af hiin underlige, vemodige Beklemmelse, som
gjerne griber den eenlige Vandringsmand i de øde Høi
fjeldsmarker, især ved Bredden af et stille Vand naar
Solen begynder at sænke sig mod Aasen. I det trange
Svælg, hvor man hører Vindens Suus i Toppene, faaer
denne Følelse aldrig saa stor en Magt; thi her er dog
endnu Liv og Bevægelse i Naturen. Men hist er Alt
saa dødt, Stilheden saa ængstende; Vandreren føler hvor
ledes han selv ligesom forsvinder i den uendelige Vidde,
han paa eengang overskuer.
Jeg satte mig ned paa en Mostue, idet jeg lettede
mine Skuldre for deres tunge Byrde. Fjernt der henne
under Fjeldet laae Trons-Vangene, over hvilke just Solen
bredte sit gyldne Skjær, og udover Høiden saaes Køerne
at komme rækkende mod Sæteren, idet de i Afstanden
viste sig som en Rad hvide og sorte Prikker paa den
grønne Bund. Men forgjæves lyttede jeg efter at høre
Klangen af en Bjelde eller et Horn, eller fremfor Alt
en menneskelig Stemme — dette vilde dog været mig
en Trøst. Jeg hørte Intet uden Skriget af den lille
Strandsneppe, Fiskelite, som vi derhjemme kaldte denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
