Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8 SOLLIEN.
1
over de runde dvergbjerkers blade, at de titted
ind i fuglenes reder og i de smaa hul, hvor mus
og lemæn bor, og at de fyldte menneskenes hjerter
med festlige tanker — om der var nogen
mennesker — Jo, der kommer en ung gut gaaende.
Paa ryggen har han en sæk, som knuger ham til
jorden og krøger hans unge spænstige krop. Hans
kinder er hvidere end maanens skin, hans mund
er fortrukket af smerte; for han har syndet og
har maattet flygte — og maanen er saa ren og
blank, og fjeldvidden saa høitidsstemt og
hviskende — — —
Havde det været et drab, saa sladde han nok
greiet det og betalt sin bod. Drabsmand, det
var ikke videre synd eller skam i de tider; men
en tyv, for ham var der sat dødsstraf. Og
derfor har han flygtet fra Gudbrandsdalen og op i
fjeldene, som fører til Sollien. Han maa til et
sted, som ingen kjender; og nu nærmer han sig
Sollien, som endnu ligger der i den ubrudte
stilhed og sover som Tornerose i den dybe, tætte
skog — — —
Og saa graver han dette hul og murer med
sten omkring og gjemmer dernede sin stjaalne
skat, denne skat, som maanestraalerne lærte ham
at foragte hin nat paa fjeldet. Men gjemmes
maa den,- for de kunde jo komme disse, som var
efter ham, og desuden — han blir vel nødt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
