Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70!
TüLL-INGEBORG.
kaffe og macl — som om ingenting var
paa-færde. Dybt krænket gaar hun sin vei, nedad
bakke og opad bakke, til hun naar farens stue.
Da stanser hun lidt og puster ud, skygger med
haanden over øinene og stirrer mod rettelien,
hvor solen skinner, men hvor ingen vil høre paa
hende! – —
Men inde i den rare sengen, som er anbragt
kunstfærdig inde i væggen, ligger ban gamle
Semming og vil ikke dø. Hør, de gaar endda
alle uhrværkene — skulde uhrværket inde i ham
selv stanse først ? Rystende lægger han sin
knokede haand paa det gamle hjerte; ængstelig
lytter han efter dets svage slag. Omkring ham
lever de endda alle hans aandelige barn: Klokker
tikker, filer og kniver er kvasse og spidse, bare
han, han selv for gammel!
Han stirrer paa klokkene — lidt efter lidt
blir uhrskiverne til ansigter, barneansigter, som
han har set for længe siden; og tikkingen blir til
levende hjerters slag og tale: Døde ting har du
elsket mere end de levende, dine virkelige barn
har du jaget og mishandlet — — — forfærdet
og skræmt lukker han de gamle øine og sukker
som et vildt dyr i skogen.
—r–Træt af at stirre lar Tull-Ingeborg
haanden synke. Det er, som rettelien ogsaa har
tabt sin glans for hende. Hun mente, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
