Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk.
Medens hun meget klart saae enhver Feil hos sine Venner,
og ikke var fri for skarpt at udtale dem, uden dog derfor
at elske dem mindre, var det hos ham, som han ikke saae
det; han tildækkede det med den venligste Dom.
Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske,
Holberg var hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille
hans Figurer som en Skuespiller; men han opfattede ikke
levende Mennesker saaledes. Med sine voldsomme Fagter
og sin rungende Latter var han heller ikke fri for til Tider
selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var
han en streng Charakter, af dyb Alvor og
Samvittighedsfuldhed, ingen fik ham fra, hvad han vidste var Ret.
Hans stærke Stemninger kunde gaa over til Nervøsitet,
og da han i den Tid, han blev voxen, havde et svagt
Helbred, kunde han i sygelige Øieblikke have
Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i Skolen,
epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid
vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse
saavel af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele
Livet igjennem havt stor Indflydelse paa mig, og den
begyndte saa tidlig jeg kan mindes. Jeg lærte gjennem ham
at skjonne paa, hvad man i stort som i smaat kalder det
Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae stille
og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller
en seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og
Fuglenes Liv, og i Vinterskumringen fordybe sig i de
faldende Sneflokke og Drivt mod den mørke Skovkant,
saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig,
naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere,
naar han med sin dybt bevægede Stemme og stærke Mimik
foredrog et rørende Digt for os, altid var det min
Betragtning, hvad Gaspar følte derved. Ifølge min betragtende
Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte,
hvad jeg selv skulde have følt derved.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
