Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Uret var mig endnu intet, det Forfærdelige, der faldt over
mig, var, at jeg havde den Uret.
Der er Øieblikke i Livet, hvor der bagved et Ord
eller en ringe Tildragelse staaer i Tankens Mørke hele
Hærskarer af Aander, der alle med Lueblikke som Dommens
Engle pege paa denne stakkels forbigaaende Sag, og alle
hviske, saa det raaber og hviner gjennem Sjælens
Hvælvinger, at den er den Draabe, som skal bringe et helt
Livs bitre Kalk til at flyde over.
Jeg havde vidst det, hver Dag og hver Time vidst
det, at jeg havde Uret, saa blodig Uret, at jeg ikke kunde
staae for en ærlig Vens Øine; og jeg var dog aldrig naaet
til at gjore Bod derfor. Gud veed det, og jeg vidste det
selv, at jeg elskede mine Venner, og elskede mange
Mennesker, foragtede ingen, men mit Væsen havde været
overmodigt og vidnet mod mig. Og nu, endog christelige
Ord, der havde været letsindige, saa jeg kunde gribes i
dem! Nu kunde jeg ikke længer bære det. Jeg veed
ikke, hvad jeg sagde, jeg vidste i det Øjeblik ikke, hvad
jeg gjorde. Min eneste Tanke var at skjule mig af Skam.
Ud i Mørket med det Menneske, som ikke er værd at
være i Lyset! og jeg foer ud i Mørket, mens min Ven
stod forbauset tilbage.
Jeg drev længe om paa Gaden i en Fortvivlelse, hvori
ingen Tanke kunde bringes til Klarhed. Jeg søgte hjem
til min fattige Regentshule og kaste mig i Mørket paa min
Sofa. Jeg vred mig som et anskudt Dyr, turde ikke røre
mig af Stedet, og var dog opreven af den rædsomme
Angst, at hvert Minut gik, og jeg havde endnu intet gjort
for at bøde paa min Skam, noget der kunde ligne et
Skridt til at afkaste mit brødefulde Væsnn.
Saa foer jeg op. Det var blevet sent, og jeg vidste,
at min Ven gik tidlig til Ro, da hans Helbred var svagt.
Men det var mig umuligt at lade Natten gaae uden at see
ham og sige ham, hvad jeg skyldte ham, og hvor uværdig
jeg var dertil. Jeg løb og ravede som et Spøgelse, jaget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
