Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mindste som i det største. Ingen Betænkelighed faldt mig
ind. Jeg reiste mig om Morgenen, bestemt paa strax at
tage til den hellige Gjerning. Heller ikke spildte jeg Ord
derpaa. At jeg i mit Indre var bleven en anden, var
mindst af alt det, der skulde fortælles, knap nok i
Gjer-ningen forraades. Sagen var jo ikke at vise det frem,
Sagen var ene og alene virkelig at være det; gik derfor
fuldkommen prosaisk til.
Min Bolig saae mig vistnok ud som forvandlet, den
var bleven et Tempel for den fromme Kjærligheds Gud,
men var i sin nøgne Virkelighed dog kun et skummelt
Regentskammer paa en kold Vinterdag. Min Contubernal
begyndte gabende at strække sig i Sengen. Han var en
inderlig brav og forstandig Fyr, der siden blev en større
Mand end jeg, blev Præst, og hele Landets Velgjører, da
han var den, der indførte Brugsforeninger, var ogsaa alle
Dage en Præst, som Aandens Flamme visselig var i; men
dengang var han endnu kun en fordringsløs og flittig
Fortærer af Collegiehefter, og havde hidtil kun seet mig ud
som en af Theologiens mange Realister. Nu saae han
mig langtfra saaledes ud, nei, som en Broder i Gud, der,
som han stod der og søvnig nok fik sine Klæder paa —
gode forsvarlige Gangklæder, for han var en forsynlig
Bornholmer — maatte elskes i al Evighed. Jeg kunde
ikke see mig mæt paa Jiam, saa elskelig han var, og saa
varmt mit Hjærte blev ved Synet af ham. Ikke at der
blev talt et Ord derom, kun de sædvanlige staaende
Vittigheder, hvormed man pleier at hjælpe paa trævent
Morgenlune.
Karlen kom ind med Thepotten og det halve
Rugbrød, en skikkelig Mand, som hele Dagen brugte sine
Ben, sikkert nok ikke plaget af Evighedsdrømme, ligefuldt
maatte han elskes i al Evighed, og det blev givet ham
til-kjende i den muntreste Tone: »Jørgen, vilde De besørge
mig dette, saa er De min Ven, og jeg skal ikke glemme
Dem det af!« Han nikkede og gjentog betænksomt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
