- Project Runeberg -  Mit liv og levned /
314

(1898) Author: Johannes Henrik Tauber Fibiger With: Karl Gjellerup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

den Bemærkning, at jeg var tilmode derved, som om
han havde staaet og prædiket over en Afdød, dem
roser man jo altid. Disciplene bragte mig en Foræring,
som jeg siden har havt megen Glæde af, Statuetter
af Bissens Apolle og Athene, som endnu staae paa mine
Reoler. Men Usikkerhed var der over det Hele. Ingen,
heller ikke jeg selv, vidste, om Forandringen var til mit
Bedste.

Kun fra en Side var det en Lettelse for mig at
vende Slesvig Ryggen. Jeg havde altid været misfornøiet
med de politiske og administrative Tilstande der, og den
hele dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade; nu blev jeg
befriet idetmindste for at være et nærværende Vidne
dertil. Jeg havde ogsaa længe været bekymret for,
hvorledes dette skulde ende, og det var ikke at kalde nogen
stor Lettelse ikke selv at være med i den forfærdelige
Krise, dog var det altid en Bekvemlighed, hvad Hus og
Hjem angaaer. Der kan heller ikke tænkes nogen
sørgeligere Tilfredsstillelse end den at jeg saa snart fik Ret i
min bekymrede Forudfølelse.

Vor sønderjydske Tid var til Ende, vi havde kun
at sætte vort Gods i en Jagt for siden selv at følge

efter i en Diligence. Forinden dog sidste Gang at gaae

henover de skjønne Skovbakker langs den kjære Sø,
Skuepladsen for saamange Glæder i vort Livs lykkeligste
Aar. Aar, hvori vi vel havde været prøvede haardt nok,
men ogsaa havde lært, hvad der skulde være den faste
Grundvold, som kunde bære, hvad der siden ydermere
skulde gives den at bære — bære, maatte jeg dog ikke

sige Ruinerne af et Liv, som nu begyndte at gaae ned

ad Bakke. Livet begynder tidlig nok derpaa, i alt Fald
paa ikke at have den Fremgang, som man eengang
havde et saa lyst Haab om. Det gaaer dermed som med
Verdensperioderne, man veed ikke, at man er i Nedgang,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:15:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fjmitliv/0328.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free