Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige Stole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa dertil, at
hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men den
Digter, hvis Kald det var at lære Verden, hvad Poesi er.
Et forfærdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae
ud af Øiet. En af hendes Smaa var død, og jeg maatte
besørge Begravelsen paa vor Kirkegaard. Det var en
skummel Vinterdag med Snepletter paa den opblødte
Jord. Da vi var færdige med den lille Forretning hun og
jeg alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven
til, havde taget Afsked for at unde hende den Ensomhed,
hun ikke kunde undvære, saae jeg mig et Stykke derfra
om efter hende. Stille sammenbøiet sad hun paa et
Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den
tynde Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin
Pind. Det var i de Fattiges Gravrække, samme Sted,
hvor hun selv kom til hvile.
Ak ja, usigelig rørende saae hun altid ud, men ogsaa
usigelig bedrøvelig. Det var, som man bestandig saae
skrevet over hende: Dette kan ikke gaae. Jeg tænkte saa
tidt derpaa, naar jeg saae hende med sin Torvekurv paa
Armen og Lorgnetten diglende uden paa det tarvelige
Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem
Kron-prindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig,
kun holdt oppe af den mægtige Aand, og dog ikke holdt
saameget oppe, at det var til at komme frem. Saaledes
gik hun i syv Aar, da blev hun i Foraaret 1867 heftig an-
greben af en Brystbetændelse, laa længe, og led meget.
Det kunde lidet hjælpe, at Veninder og Venner flokkedes
om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den
ikke mindre uhyggelig, og en sørgelig ensom Fugl var
hun dog i Virkeligheden. Ingen forstod hende.
Ikke før end i den sidste Samtale, jeg kavde med
hende, fik hun Mod til at tale til mig om hvad der dog
altid havde været vitterligt imellem os, den dybeste Smerte
i hendes Liv. Hun nævnte Osvald Marstrand, og sagde
med faa Ord, hvad det havde været for en Lidelse, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
