Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
ude. Jeg husker en Dag — der var hengaaet meget lang Tid —
at jeg fandt paa at ville derop; det var Ferie, og det kom mig for,
at jeg trængte til lidt aandelig Bevægelse. Ja, Christiansborg var
forlængst brændt; Billederne vare komne til at hænge paa et nyt
Sted, i en ny Rækkefølge; men de vare der allesammen. Jeg huskede
dem jo saa godt; der hang dette, og der hang hint. Jeg huskede
ogsaa godt de ildfulde Følelser, de engang vakte; men idag var det,
som om intet kunde vækkes mere. Hin Forgemthedens Aand vår
bleven saa tyk, at det grænsede til det modbydelige. Det var umuligt
at genoplive disse Følelser, Naar jeg saa paa Billederne, maatte
jeg ordentlig bedrøves over mig selv. »Lever jeg ikke mere, er jeg
gaaet ud?« spurgte jeg mig selv. »Hvor har det Stykke der engang
kunnet fylde mig med Ild. Nu er der ikke en Gnist at hente mere,
Ligegyldigt og uden Fang kan Blikket løbe hen over hele Væggen.«
Ja, det kunde det. Nu og da standsede det ved Hjørnet af en
Ramme, og saa kunde man sidde halve Timer og se derpaa, som
om den var et af Kunstværkerne. Jeg brød mig ikke om at se paa
noget af det hele. »Det kan jo være mig det samme med alle disse
Stemninger; hvad komme de mig ved? At der nu har siddet saadan
en solbeskinnet lille Sky paa Himmelen der, kan ret gerne være;
men hvad saa? Hvorfor skal man ase med alle disse Forestillinger.
Se nu det Stykke der fra 1848, hvor de køre i Holstenskvogn; nu
skulde man begynde at føle gammelt ved det. Næh! Jeg forsikrer,
jeg gør det ikke. Saa lad mig før hedde en Filister. Der er noget,
jeg oprøres imod derved. Naar man har naaet en vis Alder, er man
ikke længer oplagt til at gaa og følge alle de Anvisninger paa
Følelse, Folk kan finde paa at hænge op. Hvorfor i al Verden
skulde man gøre det, gaa og krybe ind i alle disse »Skind«, hvoraf
hver enkelt jo kun er en Begrænsning for Tanken. Hvor det ordentlig
er en Vederkvægelse at nøjes med at se påa Rammerne! Underligt
nok faldt det mig slet ikke ind at gaa. Saa satte jeg mig i en af
de behagelige bløde Sofaer, der staar, lagde Hovedet tilbage og kunde
i lange Tider se paa en eller anden Gesims, et gammelt Stykke for-
gyldt Ornament el, I. Hvor det var dejligt! Hvilken Fred kunde
der ikke komme til Stede i Sindet! Hvor vidunderligt, saaledes at
lægge Verden bort, ret som om man var død og borte, og det var
et forbigangent Standpunkt, da man havde noget med Livet at gøre!
Hvad har man til syvende og sidst med det at gøre? Med Alderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
