- Project Runeberg -  Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet, Bidrag til en aandelig Sundhedslære /
84

(1896) Author: Ludvig Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

84

kan befinde sig ejendommelig vel, uden at man ved hvorfor. Det
er, fordi Stedet er i Besiddelse af Evne til at tale til Sindet, uden at
det endnu har faaet borgerligt Prædikat af Skønhed. Man nyder
Paavirkningen i Ligeløb. Saa kan det ske, at en Maler finder Vejen
og lærer Folk at se Skønheden, hænger den op for os og sætter
officielt Stempel paa den. Det kan være godt nok; men — der er
alligevel noget, der er forbi. Næste Gang, man kommer der, kredser
man rundt i hans Baner. Han har spist, hvad der var af Umiddel-
barhed, og reproducerer nu for os, Saa kunne vi faa det.

Ren Nydelse gaar ikke længere end til, at man befinder sig
vel uden Ønske om at sige det, hverken til sig selv eller andre.
Kulturlivet fører bort derfra. Man er saa gennemsivet med dette,
hvad nu Hr. Å. eller Hr. B. vilde sige i et saadant Tilfælde, og
hvorledes man selv skal udbrede sig derover, at man glemmer selve
Oplevelsen derfor. Alt er Omverdenen og atter Omverdenen. Det
er en Samfundssygdom, der især hærger Ungdommen.

Engang var jeg af Skæbnen sat midt ud paa en Landevej i
Jylland i 14 Graders Kulde. Sneen sang under Støvlerne for hvert
Skridt, og en stor Pilealle, jeg nærmede mig til, var saa behængt
med Rim, at den lignede en hvid Skov. Solen stod op bag ved den
og skinnede imellem Grenene, såa at de kom til at se ud som for-
gyldte. Jeg befandt mig usigelig vel ved at se det; men til at gaa
ud over dette Velvære følte jeg mig ligesom for træt. »Nu skulde
jeg vel begynde at lamentere over dette indvendig og tænke ved
mig selv: Hvor det-er dejligt! Hvilken Renhed! Hvilken Skønhed!
Nej, jeg gør ikke. Det maa for mig være, hvad det vil; det er mig
ganske lige meget.« Men det var rart at gaa paa den Vej.

Saaledes skal det være. Skønheden skal ikke paavirke os
anderledes, end til at man befinder sig vel i den. Resten er Reproduk-
tion, hvorved man egentlig driver Gæk med sig selv. Man arbejder
Indtrykket op til tidobbelt Styrke og indbilder sig, at det er saa
stærkt i Virkeligheden. Det er løgnagtigt. Og det værste ved det
hele er, at en umiddelbar Renhed gaar tabt. Der er ligesom nogen
Blasfemi med i Spillet. Dersom Guddommen pludselig kunde lade
sig til Syne i Skyerne, vilde det dog ubetinget være Blasfemi at give
sig til at reflektere over Storheden af saadan et Syn, Men saa er
det ogsaa Blasfemi at møde med Reproduktion over for store Natur-
indtryk, over Havets Mægtighed og Tordenens Rullen. Jeg hørte

|

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:18:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/flligelob/0096.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free