Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410
ledende, noget, man skulde aabne sig imod. Man har givet det
de mest forskellige Former, ifort det de mest forvirrede Klæde-
dragter; men alle have været enige om, at der var noget; det
stod dybt indskrevet i Sindene. Man har kunnet mishandle
dette Livsfyr, man har kunnet tyde det paa de latterligste
Maader, man har kunnet haane og tilsmudse det; det stod der
alligevel og var altid det gamle, Hundreder af Religioner have
lavet Vrængbilleder derover, og lige saa mange Genier lagt
deres Vid og Snille ind paa al jævne det med Jorden. Det bliver
ved at ståa påa uforandret Maade; thi det er sat af Naturen.
Enhver fattig Husmand, ethvert Barn, der lever et virkeligt
Menneskeliv, kan hver Dag gaa udenfor sin Dor og paa en ufor-
klarlig, instinktmæssig Maade vejre denne Uendelighed i sin
Sjæl og i sit Hjerte, uvilkaåaarlig aabnende sig imod den. Uni-
versel AÅahenhed er et Udtryk, vi blot behøve åt have forståaet
een Gang, såa nikke vi, hver Gang Talen bliver derom. Vi
kende den fra hvert Skridt i vort Liv, Vi kende den fra Haa-
bet, fra den friske Livsfølelse, naar vi kom op om Morgenen,
og Solen slod nede imellem de to smaa Huse og forgyldte Him-
melen, eller fra Aftenerne, nåår vi såa paa Stjernehimmelen.
Vi kende den fra vort legemlige Arbejde, fra vor Frihed og fra
vor Tænkning. Vi kende den fra Alvoren i Livet, fra Sorg og
Modgang, og vi kende den fra den religiose Bevægelse. Alle
Steder var det, som om der derigennem tegnede sig noget op-
rindeligt i os, der egentlig var det, der bar os oppe. Naar de
gamle talte om Brillerne, om Øjnene, der ikke duede mere, om
Hukommelsen, der svigtede, om Saåanserne, der svækkedes, —
nåar de med en vis Vemodighed lagde Mærke til, hvorledes
Livet lidt efter lidt gled fra dem, saa var det tit, som om hint
oprindelige traadte stærkere frem, og som det gamle Øje lyste
af universel Åabenhed, Gerne var den der, nåar vi påa en eller
anden Maade tøvede og blev tilbage i Livsfaren. Vintermorge-
ner, naar man var kommen tidlig op i Kulde og Mørke, kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
