Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
709
tens have styret den halve Alen til Siden. Men det morede ham, Såaa-
dan er Tiden, Gadedrenge! Tja! Men den Slags har man vel for Resten
haft til alle Tider, Man kommer til at tænke paa en gammel Erindring,
en gammel Pebermø, vi kendte, der var saa stærk til at raabe op over
ingenting, og som en Dag under et øsende Regnvejr blev greben af en
Hvirvelvind, der snurrede hende rundt som en Top og vendte hendes
Paraply. Jeg forsikkrer, vi lo, såa vi nær havde faaet Krampe, om vi
naturligvis end paa bedste Maade søgte at hjælpe hende. Der er noget
af den samme Ondskab, Og for Resten synes jeg ogsan, at Du smiler
lidt, kære Læser. Hvad er det for noget? Saa er Du jo ikke et Haar
bedre.
Der hører paa selvfølgelig Maade Ekspansionslyst (Lyst til
Udvidelse) til enhver Fortætning. Det er en simpel fysisk Nød-
vendighed. Og naar der saa byder sig en Aabenhed, der kan
give en frisk lille Strøm, som der er Fart i, kan man ikke lade
være at styrte sig ud i Hullet, selv om Resultatet nødvendig
bliver Tyndhed (Menneskets ,,onde" Natur, det vil i Virkelig-
heden sige Tyndhedslyst). I det Øjeblik, man tager en Side
ud af en Vandbeholder, vælter Vandet ud, uden at der er Tale
om Standsning. Saa kan man nok bagefter hurtig arbejde paa
at faa Brechen stoppet og skaffe Fortætningen op igen i Form
af Medfølelse, Hjælpsomhed etc. etc.; men i første Øjeblik er
det ikke givet enhver at kunne dæmme op. Bagerkusken kun-
de; men Cyklisten kunde ikke; han vilde virkelig ikke have
den Ulejlighed at fortætte sig (med at tage Hensyn 0. 1.). Selv-
følgelig er der dem, der aldrig til nogen Tid gør sig den mind-
ste Ulejlighed i saa Henseende, hverken forst eller sidst. Over
for saadanne kan der selvfolgelig kun udtales en bestemt Dad-
del. Saa kan der blive noget berettiget i Brugen af de forskel-
lige haarde Ord, der faldt os paa Læberne.
Om vor selvbevidste Tyndkultur skulde fore en Smule i
den Retning?
Man vil ikke have den Ulejlighed at førtætte sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
