Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
814
fast om sig, som man paa nogen Maade kan, allerhelst som et uigen-
nemtrængeligti Panser. Meget ligger vel ogsaa i Magelighed. Man gider
ikke leve mere end hojst et ganske lille Øjeblik. Det koster for meget.
Ak ja! siger man og vrikker lidt med Hovedet, medens man saa snart
søm muligt søger over til andre billigere Emner (en eller anden banal
Floskel el. 1.). Jeg fandt den Aften, at det kunde være Tid at komme
til Ro, og saa gik jeg i Seng. Dermed var den Livsanstrængelse forbi.
Men med det samme ogsaa Livet.
Næste Morgen kom imidlertid Bristet igen, og da havde jeg bedre
Kræfter til at holde fast ved det. Jeg skulde med Svendborgtoget før Sol-
opgang og havde forskellige Genvordigheder med at komme afsted —
Billettøren var ikke kommen. — Det varede syv lange og syv brede; men
saa kom følgende lille fine Iagttagelse. Da vi kom lidt ud af Byen, og
Solen stod op, genkendte jeg paa een Gang Skyerne fra gamle fynske
Dage, genkendte dem, saa det ordentlig flængede i mig fra øverst til
nederst. Goldschmidt fortæller, at da han som Barn blev flyttet fra Vor-
dingborg til Valby, forekom alting ham saa fremmed, nyt, koldt og ind-
holdslost, indtil han en solrig Foraarsdag ved Tøbrud pludselig genkendte
den gamle Vordingborgske Havejord. Den er ikke saadan til at finde for
et Menneske. Lige saa gik det mig her; jeg genkendie pludselig mine
gamle fynske Skyer. Ih! Jeg kunde gerne have grædt ved at se dem.
Kære Læser! Jeg vilde ønske, jeg kunde rive en Flænge i Dig fra øverst
til nederst, saa Du skulde briste frem imod Livet, som jeg gjorde i det
Øjeblik. ”
»Næh, de gamle Skyer!" skød det pludselig op i mig. Jeg kendte dem
paa Totterne, paa den Maade, de skilte sig ad, paa det hele. Det var
den gamle fynske Himmel, ganske som jeg forlod den for 48 Aar siden.
Saadan havde den rimeligvis været lige siden. Og jeg havde ikke set den!
Jeg begreb, at Livet naturligvis var til endnu, ganske som dengang; men
at jeg var kommen fra det. Man blev ved at stirre og stirre imod Øst-
himlen ud over Beliet, hvor Lyset kom fra, som om man følte den lange
Flænge, der var revet, og som om Sølen skinnede ind igennem Saaret i
den tidlige Morgen. Aah! Det gor ondt at blive flænget; men det er vid-
underligt at leve.
Sært saaledes at møde Livet som et Marsvin, en Pingvin eller sjelden
Sofugl. Livet, som man dog er skabt iil at leve, Og saa træffer det efter
saa mange Aars Forløb, nu man er gammel og skal snart til at dø. Ret,
som om det var det, man skulde tilbage til igen, og det var kommen
for at hente En. Sæt, at det hele Hylster blev sprængt, blev flænget af
og kastet i Ovnen. Hvad vilde der saa ske? Vilde man såa komme til-
bage til det gamle igen?
Men pudsig, saa hurtigt man kan finde sig hjemme i slige gamle For-
hold. Det varede ikke 5 Minutter, før jeg fuldstændig var kommen de
48 Aar tilbage i Tiden og simpelt hen levede videre i Ungdommens Stem-
ninger, søm om der ingen Afbrydelser havde været. Mennesket har øjen-
synlig medfødte Anlæg til at leve. Leve paa den gamle, oprindelige Maade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
