Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO BREVE FRA. J. L. HEIBERG.
71
„København. 10de November 1850.
I Sandhed, Frøken Mathilde! (tilgiv, at jeg kalder
Dem saaledes, men det forekommer mig, som jeg
allerede længe har kendt Dem), der er ved Deres
Breve noget ganske særegent, som jeg ikke veed at
betegne ved det rette Udtryk, og hvis Virkning jeg
vel heller ikke formaar at beskrive, uagtet jeg har
erfaret den. Det er, som om Deres Ord var
Sædekorn, der fæstede Rod i Læserens Tanke og
uformærket voxede op til en hel Skov, som han tilsidst
ikke kan se for lutter Træer. Deres Ord hænge
forunderlig fast i Sindet, saa at man, selv om man
vilde, ikke kan rive sig løs fra dem, men idelig
nødes til at vende tilbage til dem i sine Tanker.
Deres Breve, selv om de ere lange, efter den
sædvanlige Maalestok, synes Læseren for korte, thi der er
saa meget, hvorom han ønskede at erfare mere, saa
meget, hvorom han gerne vilde spørge, hvorpaa han
saa gerne vilde have Svar. Hvad gør han da i
Mangel af bedre? Han læser Brevet om igen, han
læser det atter og atter, indtil han føler sig
overbevist om, at han nu har tilegnet sig det Hele, og
at han ikke har overset det Ubetydeligste. Men
endnu er han ikke færdig; nu begynder han at spejde
mellem Linjerne for at se, om han ikke kan stave
sig til den usynlige Skrift, der ledsager den synlige.
Kort sagt, den hele Virkning er, hvad man kalder at
blive betaget af noget. Her tror jeg, at jeg har
fundet det rette Udtryk.
De selv, Frøken, har forsøgt at læse mellem
Linjerne i mit Brev, men hvad De har troet at finde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
