Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HVAD FORSTOD MATHILDE FIBIGER VED EMANCIPATION ? 94
bærer de Vidne om, at hun som Personlighed har
vundet meget, siden hun skrev sin første Bog.
„Vilde du endnu, Cecilie," skriver hun i „Et
Besøg" til en af sine kvindelige Modstandere, „blive
ved den Forudsætning, „at min saakaldte Idee hver
Dag skal tabe i Realitet og Betydning", da tro mig,
som dog her taler af Erfaring: Nej, den har ikke
tabt i Betydning, men vundet uendeligt, alt som mit
Begreb om den klaredes. Det er mig, der har tabt
i Betydning i min egen Porestilling, efterhaanden som
jeg blev mig dens umaadelige Storhed bevidst."
„I kalde mig indbildsk og stolt," udbryder hun.
„O, vidste I blot, hvor lille jeg føler mig ligeoverfor
Tilværelsen, vidste I blot, hvad det er at være som
et Svøbelsebarn i Porstand og Erkendelse, men med
en Guddoms Vilje og Attraa efter at
guddommeliggøre !"
Det Klarsyn, hun har paa sig selv, og som i
Forening med hendes strenge Retfærdighedssans giver
hende Overlegenhed nok til, f. Ex. ved Frøken
Carlsens Gendrivelser af Claras Paastande, stadig at
holde Kritiken vaagen over for sig selv, fornægter
sig heller ikke her. Hun siger i „Et Besøg" :
„Jeg kan ikke længer fatte, hvor jeg fik de
underlige Ideer om Forsagelse fra! Der staar jo
intetsteds skrevet, at vi skulle ofre de jordiske Ting for
Ideens Skyld.–Er da ikke Menneskers Agtelse
og Kærlighed os fornøden? Og jeg troede — blind,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
