Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
MATHILDES EGEN SINDSSTEMNING.
Det Julebrev, hun samme Aar sender Søsteren
Anna, begynder saaledes:
„I Julen skal man jo være lystig — det er en
god gammel Skik, en Børnelærdom, som den Gang
var let at nemme, men senere ikke vanskelig at
glemme. Dog vil jeg for din Skyld søge at være i
godt Humør, medens jeg skriver dette Brev.
Jeg-maner alle gode Aander, alle lystige ^Eventyrfigurer
frem, der omsvævede mig, naar jeg som Barn sad i
Krogen ved Chatollet med lukkede Øjne og
Hænderne derfor for at udelukke mig fra alt det
Synlige, som omgav mig, og ganske give mig Fantasien
i Vold. Naar alt kommer til alt, var jeg dengang
mere emanciperet end nu, thi jeg var mig selv nok!
Om den lille gemytlige Nisse, som paraderer paa mit
Papir, og som egentlig gav Anledning til alle disse
Reminiscenser fra min Æventyr-Tiel, skar Pennen for
mig, vilde jeg ingen muntre og brogede Billeder have
at skildre, og dengang behøvede jeg kun at lukke
Øjet for at være omgivet af alle Fata - Morganas
Tryllerier.
— — Jeg holder af at danse; kan du gætte
hvorfor? Fordi der er en øjeblikkelig Følelse af
Tilintetgørelse i Dansen. Det er, som om man blev saa
let, at man kunde opløse sig i Luft og forsvinde som
en Taage. Der staar i Kæmpevisen beskrevet,
hvorledes Tovelille, da hun danser for Atterdag, kaster
sine kostbare, brogede Tørklæder til Jorden og
danser paa dem. — Jeg kaster saaledes alle Erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
