Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
»MINONA« .
Imellem første og anden Del af Bogen
eider et Tidsrum af et Aar, under hvilket Minonas
Helbred undergraves af den fortærende Lidenskab,
som har bemægtiget sig hele hendes Væsen. „Som
Fønix, der selv antænder sin Rede og dør i
Flammerne, havde Kærligheden angrebet Minona; Viggo
vidste, at hun var syg af Sorg. Ved hver skaansom
og forsigtig Hentydning dertil i Helenes Breve, ved
den rørende Maade, hvorpaa hun selv søgte at skjule
sin Tilstand for ham i de faa Linjer, hun tilføjede,
led han usigeligt." I den Sjælekamp, han
gennemgaar, rokkes ogsaa hans Tro paa Gud: „Paa
Djævlens Tilværelse har man mangfoldige Beviser! var
det for meget, om Gud gav den Ulykkelige eet
Bevis paa sin? Har Gud da intet Nej til Helvedes Ja?!
Hvorfor gør han ikke den Stærkeres Ret gældende?
Kan han ikke, eller vil han ikke? —Af den Natur
var Viggos Tanker."
Imidlertid udvikler Minonas Sygdom sig med
rivende Hurtighed. At hendes Liv er i Fare,
skønnes af den hektiske Rødme og Øjnenes unaturlige
Glans, og Helene skriver omsider til Viggo og beder
ham komme tilbage. Otte Dage efter er han der, og
efter adskillige bevægede Optrin imellem ham og
Minona, hvori de efterhaanden faar sig udtalt for
hinanden og ved gensidig Hjælp vinder Trøst i den
Tro, Minona aldrig helt har aabnet sit Hjerte for, og
som Viggo, forblindet af sin Lidenskab, har
fornægtet, dør Minona i Fred med sig selv og med Gud,
omgivet af alle sine Kære, efter at liave taget en
lang og gribende Afsked med dem og med Livet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
