Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO BREVE.
189
Er Gud mig Alt, maa Haan og Nid
Jeg kunne bære."*)
Brevet er skrevet til en Dame, der kendte en af
Udgiverne af Tidsskriftet:
„Naar jeg sender Dem disse faa Vers — et
Digt vil jeg ikke kalde det, da dets eneste Værd
bestaar i, at det er den simple Virkelighed —
med Ønsket om muligvis at faa det optaget i
Tidsskriftet „For Idee og Virkelighed", saa haaber jeg,
at De, som kender min Ulyst til at rykke frem med
noget i en videre Kreds, vil være overbevist om, at
jeg har en Grund til netop nu at lade et saadant
Udbrud komme for Lyset. Jeg kan ikke nærmere
forklare Dem dette nu, men jeg har følt og tildels
set mig som Genstand for saadanne fordækte Angreb,
•saadanne lumske Stød fra neden — navnlig i den
sidste Tid, som jeg ikke kan forsvare mig imod,
fordi jeg ikke kan være bekendt at vide Besked
derom og i Virkeligheden heller ikke har noget, jeg
kan tage og føie paa**). Det eneste, jeg kan gøre,
*) De to sidste Vers af dette Digt staar, sammendragne
til et, paa den Sten, Fenger lod sætte paa hendes
Grav; kun er de to sidste Linjer forandret
saaledes :
„Er Gud mig Alt, kan Verdens Dom
Jeg glad undvære."
**) Brevet giver ingen nærmere Besked om, hvad M. F.
her hentyder til, og Modtagerinden veed heller intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
