Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
SLUTNING.
Livets Lykke, som Menneske, som Kvinde, saa havde
dette i Virkeligheden sin Grund i en Mangel, en
Goldhed i hendes Natur, den, der paa eengang var hendes
Svaghed og blev hendes Styrke. Denne absolute
Mangel paa Sanselighed, paa Attraa efter den Form
for Lykke, Livet byder Enhver, den, der betinger
Levedygtigheden og skaber Livsglæden -— den skønne,
sunde Livsglæde, der higer efter at give sig i Kast
med Tilværelsen og vil leve den fuldt ud! — gjorde,
at hun, til Trods for sin levende Indbildningskraft,
sin gode Iagttagelsesevne, sin klare Forstand, sin
kritiske Sans, aldrig blev Digter eller kom til at yde
noget betydeligt som Forfatter, men den skabte til
Gengæld det Profetiske hos hende, og den gjorde
hende til en ydmyg og tro Tjenerinde for den Sag,
hvis begejstrede Forkynder hun havde været.
Den dermed følgende Mangel paa
Virkelighedssans og Hang til at unddrage sig Livets Realitet og
give sig Fantasien i Vold spores i hver Tøddel, liun
har skrevet, lige fra hendes tidligste Ungdom af, og
indtil Pennen faldt ud af hendes dødtrætte Haand.
Hos Mathilde Fibiger antog den Form af sygelig
Selvbeskuelse og Længsel efter Døden. Som ganske
ung skriver hun allerede i et af sine Breve disse for
hende saa karakteristiske Ord:
„Det gør mig ondt at høre Vilhelmine tale om
Døden; det er første Gang, den træder hende saa nær,
og mine Trøstegrunde er hun slet ikke modtagelig for.
Hvad de Andre kalder Liv, er for mig Død, og
omvendt; men det forstaar hun ikke."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
