Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
SLUTNING.
kunde heller ikke slutte sig til Kierkegaard, den
store Ensomme, som i hendes ældre Søster Ilia
havde en af sine ivrigste Tilhængere. Hendes
Forhold til Gud var et direkte Forhold, hende og hendes
Gud alene imellem, det tillidsfulde Barns Forhold til
den Fader, hvis Væsen er Visdom og Kærlighed.
Betegnende for hende var hendes Kærlighed til
Julen. Hun skriver ved Juletid 69 fra Nysted:
„Jeg kan godt sætte mig ind i, at Juleuroen
trykker Dem, fordi jeg veed, at sørgelige Minder for
Dem knytter sig til denne Tid, og dem vil man gerne
kunne omfrede i Stilhed. Mig gaar det omvendt,
fordi lutter lyse og lykkelige Erindringer er forbundne
med Julen for mig. Den festlige Travlhed stemmer
mig til en Glæde uden Lige. Jeg elsker Julegaver i
og for sig, uden derfor at ville have dem. Synet af
de belæssede Bybude i København, selv Tanken om
den Masse Pakker, der er under Vejs, som alle ere
indpakkede med Kærligked og aabnes med Glæde,
gør mig varm om Hjertet. Derfor gør det mig ondt,
naar Nogen siger: Gud fri mig blot for Julegaver!
eller sligt, som mange rare Mennesker mener. Hvem
vil vælge at staa udenfor denne Kærlighedens
Strømning? Et andet er at kunne finde sig deri og ikke
lægge for stor Vægt paa det synlige Tegn."
Der er bleven søgt at paavise den Mangel eller
Svaghed i Mathilde Fibigers Natur, som var Skyld i,
at hun saa tidlig blev færdig med Tilværelsen og
gjorde sig det til en Opgave at „afdø", mens hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
