70 Folkeliuflskulen. faatt gjenom aara baade av staten og private, vart med dette sik kra høgskulen og bruka til aa fremje arbeidet der. Schrøder var ein ordets mann. Dei foredrag han heldt paa Askov og andre stader, er mest tallause. Han var mange gonger i Norge og var hovudtalaren paa dei store møta i Kristiania 1872, daa høgskulestriden her lieime var paa det sterkaste. Ein „stortalar-, soleis som folk almindeleg tenkjer seg det naar dette ord vort nemt, var han ikkje: mon ban var likevel ein stor talar paa den maaten, at han som faahadde evne til aa vekkje folks tankeliv. Holger Begtrup, som i mange aar var medarbeidaren hans paa Askov, sa m. a. om lionom: „Hans talestrøm er ingen elv med styrtefald og henrivende udsigter; den minder mere om en bred jevnt glidende aa mellem låve brinker under graalig himmel. Men stundom blinker solen fagert i det let krusede vand: ikke sjelden mærker man en kraftig understrøm af mandig lidenskab. Og saa har denne strøm en lykkelig evne til at sætte møllehjul igang.u Ludvig Schrøder kunde paa sine gamle dagar sjaa paa mange hjul, han hadde vore med aa setje i gang, og daa ban døydde 1908, vart bodskapet motteke med sorg og saar saknad i alle nordlanda, men sjølvsagt mest i Danmark. — Bjørnstjerne Bjørnson, som stødt, naar han reiste til og fraa utlandet, vit ja ungdomsvenen sin paa Askov— berre det var raad for det — gav uttryk for det danske folks kjensler i dette verset: Jarnh Appel.