Folkehøgskulen. var fremstil lingen i de bedst oplagte øiehlikke idel sjæl og aand, og eleverne liar vist aldrig nogen gang sitter saa grebne under nogen gudstjeneste, sotn under disse timer i verdenshistorien. Det samme gjaldt Ankers oplæsning af diktarverk er. Eleverne fandt det en ren fimtid at overvære de stunder. Det var en helt. underlig ting at se, hvordan eleverne — ikke bare dette förste aar, men aar for aar — gjennemgaaende tik et langt lysere og venligere og mere tillidsfuldt udseende for liver maaned som gik. De kom med tanken om at blive skolererede, maaske hundsede, men oplevede fra förste dag af at blive behandlede og tiltalte som unge mennesker, der frivilligt var komne for frivilligt at modtage, hver med de evner, Gud havde givet dem. Navnet „Skole" og „Skolemester" havde fra barnsben givet dem en vis rædsel — ogsaa kaldet „respekt", men respekt uden kjærlighed. Jeg tror, skole og undervisning har faaet et andet og bedre indhold, efter at folkehoiskolerne nu har virket i 35 aar, end disse navne havde før, og jeg tror, denne bedre og frugtbarere forstaaelse er for alle vore skolers vedkommende fremhjulpen af folkehoiskoleu. Anker og Mix har ikke bidraget mindst til at bringe et varmere indhold i skole begrebet. De to gjorde — overensstemmende med hele deres natur — skolegjerningen og omgangen med eleverne til et dagligt familieliv, et sangens og samtalens liv saavel i som udenom skoletimerne. Fra 1861—73 virkede Anker stadig ved skolen, der fra 1865 om hosten var flyttet til en nybygget gaard lige op for Hamar, der blev døbt Sagatun (altsaa historiens gaardsplads, thi fædrelandets og menneskeslægtens historie skulde jo være kovedop-gavenj. En del større eiendomshandler og nogle uheldige transaktioner havde imidlertid i begyndelsen af 7ü-aarene bragt ham ind i forhold, der gjorde det vanskeligt for ham at ofre sig helt for skolen. Dette var jo uok ikke bra, men der var intet at gjøre ved det. Han deltog vei ogsaa senere nu og da, men det var kun sporadisk. Det var dog tydelig nok at S 0 † åt Ankers hjerte fremdeles var ved skolens gjerning, og at det gjorde ham ondt at han ikke var der længere. 1 sin hustru Mix (en datter af den berømte prest Bojsen i Danmark) havde Anker en trofast medhjælperske i folkehoi-skolegjerningen. Ikke alene ved sin fortrinlige sang, men i alt omgangsliv vil denne høit interesserede og begavede kvinde staa som et lysende vaarminde for alle Sagatuns elever.