Folke k ng s k ul en, Wergelands raad til den norske ungdora, at planté sine fødder fast paa. Dovrefjeld, men derfra se vidt udover verden. O g saa kommer dertil, at. vi lever under sterkt indtryk af vore to store digtores aandsgjerning, og den bar jo i høi grad bestaaet i at, stette under debat de spørgsmaal Og problemer, som bevæger bele den dannede verden. Furst og fremst er det den moderne naturopfatning, udviklingslæren, som vi i denne henseende beskjæftiger os med. Det. staar for os som en opgave af første rang at indforlive denne naturopfatning i bele vor kristelige livsanskuelse; thi vi forstaar ikke andet, end at naturopfatningen er rigtig og svarer til, passer sammen med beviste og bevislige kjendsgjerninger, og da er den en del af dei menneskelige, som det gjælder at bringe i samklang med kristentroen. Denne sidste kan jo ingen skade have af det; alt, som sandt er, kan ikke andet end gavne den, min erfaring er den ialfald, at siden jeg flk fat i den opfatning, som brød gjennem merl Charles Darwin, er der mangt og meget indenfor kristendommen, som jeg synes, jeg ud fra udviklingslæren har faaet ganske anderledes forstaaelse af og klarhed over, end det lader sig gjøre ud fra den gamle naturopfatning. Men først, og fremst for vore heri ingers skyld maa vi højskolelærere stille os i et, forstaaende forhold overfor den moderne natnranskuelse. De unge møder stadig i bøger og blade den moderne naturalisme, som er noget helt andet enrl den moderne naturvidenskab — og de kommer til høiskolen mere eller mindre paavirk ede af denne. Saa gjælder det da lier om at retlede, at sætte skjel mellem naturgrunden og aandslivet og vise hvad forhold der er mellem dem, hvad det- kristne menneske kan lære og tilegne sig af naturalismen, og hvori dens overgreb bestaar. Men uagtet saaledes den norske høiskole har og maa, have sine særegenheder, saa er naturligvis ogsaa for den hovedsagen det, som den har faaet af Grundtvig, Æres den. som æres bør!" — Hausten 11898 hadde Ullmann 25-aarsjubilæum. I den