Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Altid var der nogen efter mig, som dræpte glæden og troen: «Nei det bør
du ikke male!»
Længtende følte jeg, at jeg hadde noget for mig selv, noget jeg vilde
ha tak i. Det gjaldt bare at komme bort. Jeg vilde væk, vilde være ganske
alene i en stor, frisk natur, der hvor Gud siger: Ta dine sko av, det sted
du staar paa, er hellig. Men nøden mente noget andet. Han slog sig ond*
skapsfuldt ned paa sengekanten i mine tunge nætter:
Hvem er det, som atter banker
paa min dør?
Er det bare mine tanker,
som i pisket uro vanker, —
hør!–-
Nei, nu skal det være stop,
nu skal døren rives op:
«Kom i dine rædselsfiller,
knokkelmand med hule øine,
bleke død–-»
«Kjære dig, hvor vil du hen,
kjender du da ei din ven?
Jeg er slettes ikke døden,
jeg er bare usle nøden.»
«Pokker er du der igjen.
Blir jeg aldrig fri dit rend?»
«Aa, du vet en fattig krop
maa jo søke venner op.»
«Vel, sæt dig ned.–-
Jeg bedre kjender dig end anden.–-
Hvor du har aagret med mit liv,
til dit fordømte tidsfordriv!
Det mindste lysglimt paa min vei
blev altid slukket ut av dig.
Du knuget mig i mørket ned
i lange nætters søvnløshet.
Du lever jo av bare taarer,
av det, som alle andre saarer.
Ta taaren; men gi litt igjen,
litt glæde i erindringen.
Har jeg bedt dig om at bytte
glædens mynt med sorgen tung?
57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
