Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Sentimentalt og andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dette var ikke Tilfældet med gamle Mr. Osborne. Da
denne Herre kom hjem fra City og blev budt velkommen i
Dagligstuen af sine Døttre og den elegante Miss Wirt, saa
de strax af hans Ansigt — som, selv naar han var i det
bedste Humør, var opblæst, højtideligt og gult — og af den
Maade, paa hvilken han skulede og trak sine sorte Øjenbryn sam-
men, at Hjertet indenfor hans store hvide Vest var uroligt og
beklemt. Da Amelia traadte frem for at hilse paa ham, hvil-
ket hun altid gjorde med stærk Skjælven og Frygtsomhed,
gav han en gnaven, brummende Lyd fra sig til Tegn paa, at
han havde gjenkjendt hende, og lod hendes lille Haand falde
ud af sin store, plumpe Næve uden at gjøre noget Forsøg
paa at holde den fast. Han saa mørkt hen paa sin ældste
Datter, som forstod Meningen med hans Blik, der umiskjende-
lig spurgte: »Hvad Fanden er hun her efter?« og strax
sagde:
— George er i Byen, Papa, og er gaaet hen til Hest-
garden og vil komme tilbage igjen til Middag.
— Naa, er han det? ja saa! Middagen skal ikke vente
efter ham, Jane. Og med disse Ord faldt denne værdige
Herre ned i sin Yndlingsstol, og den yderste Taushed i hans
gentile, velmøblerede Dagligstue blev kun afbrudt af det store
franske Uhrs højttonende Pikken.
Da dette Kronometer (ovenpaa hvilket der var anbragt
en Broncegruppe, som forestillede Ifigenias Offer) havde slaaet
fem Slag, der lød som dybe Kirkekiokketoner, ruskede Mr. Osborne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
