Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 10. Vor Ven Majoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skjøndt hun næppe hørte et Ord af, hvad den gamle Mand
fortalte.
Da Mary kom løbende, og Amelia fik Øje paa hende,
sprang hun op fra Bænken. Hendes første Tanke var, at der
var hændet Georgy Noget; men Synet af Budbringerskens
lykkelige Ansigt, paa hvilket man kunde læse Ivrigheden efter
at fortælle Nyt, adspredte strax denne Angst fra den frygt-
somme Moders Hjerte.
— Nyt! Nyt! raabte Major Dobbins Udsending. Han er
kommen! Han er kommen!
— Hvem er kommen? spurgte Emmy, der endnu stadig
tænkte paa sin Søn.
— Se der, svarede Miss Clapp og vendte sig om og
pegede.
Amelia saa i den’ paapegede Eetning og opdagede Dobbins
magre Skikkelse og lange Skygge spanke over Græsset. Nu
gav det et Sæt i hende; hun rødmede og begyndte naturligvis
at græde. Ved alle for denne enfoldige Skabning højtidelige
Lejligheder vare les grandes eaux vante til at medvirke.
Han saa paa hende — o, hvor kjærligt — medens hun
kom løbende hen imod ham med fremstrakte Hænder, rede til
at give ham dem. Hun havde ikke forandret sig. Hun var
lidt bleg, og hendes Figur var bleven lidt fyldigere. Hendes
Øjne vare de samme, de samme kjærlighedsfulde Øjne. Der
var næppe tre sølvgraa Striber i hendes bløde brune Haar.
Hun rakte ham begge sine Hænder, medens hun, rødmende og
smilende gjennem Taarer, saa ind i hans ærlige, hjemlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
