Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107 INDLEDNING OG SLUTNING
beror netop paa, at den passer, ikke blot til
Themaet, men til den holdte Tale med dens Tone
dens Stemning, dens Karakter. Saa faar den
ha hvilken Form den vil.
Jeg for min Del har oftest sluttet braat,
undertiden maaske for braat. Men et af to saa
er en noget braa Slutning langt at foretrække
for de langtrukne, slæbende og slappende
Slutninger. Det er bedre, at Slutningen overrasker
Tilhørerne, end at de skal sidde og vente paa
den. Derved kan endog ofte Talens Virkning
gaa tabt for dem.
Man er vanskeligere stillet ved Slutningen
end ved Indledningen, forsaavidt som en Feil i
Indledningen kan oprettes i Løbet af Talen. En
Feil i Slutningen derimod er uoprettelig.
Umiddelbart efter Prædikenens Slutning i
Kirken følger Lovprisningen, „det lille gloria":
„Ære være Gud Fader — Ære være Gud Søn
— Ære være Gud den hellige Aand, én sand Gud
fra Evighed til Evighed." Aa, hvor dette „lille
gloria" ofte dømmer vor Prædiken frygtelig, saa
man næsten ikke kan hæve sig til at si det,
helst vilde slippe at si det, nemlig naar vi i
Prædikenen har nydt os selv og vor egen Ære.
Men saa faar det samme lille gloria ogsaa trøste
os med, at Gud dog kan benytte saadanne
skrøbelige Redskaber til at faa forkyndt det, som han
vil ha forkyndt.
Her endnu et Par Ord om Bønnen før Præ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
