Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PAA TALERSTOLEN
223
Pausen. Der er en Maade, hvorpaa et Punkt
i Talen kan fremhæves. Det er ved Pausen.
Pausen tjener ikke blot til at betegne en
Afslutning, en Afdeling i Talen. Heller ikke da maa
den være for lang. Men Pausen kan ogsaa tjene
til at fremhæve noget i Talen. Den kan enten
anvendes før eller efter det Moment, som skal
fremhæves. Men dens Længde maa vel passes.
Som Hovedregel kan det gjælde: Pausen maa
ikke være saa lang, at den af Tilhørerne mærkes
som Pause. Det hæsblæsende Foredrag uden
Stans er vistnok en Feil. Men en ligesaa stor
Feil er de regelmæssige længere Pauser.
Pausen er et vanskeligt Middel at haandtere.
Et Sekund for lang, og den kan istedetfor at
holde Tilhørerne i Aande, svække
Opmærksomheden og Interessen.
Nu man faar ikke bli altfor ængstelig. De
fleste har jo her en naturlig Takt. Heldigvis er
ikke Retorikens Regler noget nyt. De er kun,
hvad vi uvilkaarlig iagttar i vor daglige Tale.
Gestikulation. Skal man gestikulere? — Jeg
har personlig gjennem hele min Prestetid havt
at kjæmpe med et altfor uroligt Legeme paa
Prædikestolen. Mit hele Legeme blev grebet af
Talen og vilde tale med, saa jeg er derfor
til-bøielig til at advare. Hvor ofte er jeg ikke
kommet hjem fra Kirken og har spurgt min
Hustru: „Idag var jeg ikke saa urolig paa
Prædikestolen, var jeg vel?" — Men for det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
