30 vendt udelukkes denne af de opfattelser, der lader ophavsmandens personlige tilknytning til værket fremtræde som det vigtigste. Aner- kendelsen af de hertil knyttede rettigheder, droit moral, i stadig stigende omfang i dette århundrede har givet de sidstnævnte teorier vind i sejlene og har også ført nogle love1) (og lovudkast) til at udelukke fuld overdragelighed. I forbindelse hermed har i tysk og anden teori den opfattelse været gjort gældende, at overdragelsen kun sker til udøvelse (quoad exercitium), medens rettens substans forbliver hos overdrageren. Også den opfattelse har været hævdet med hensyn til omfanget af overdragelsen, at dette må bero på formålet, Zweckiibertragungstheori, særlig hævdet af Goldbaum. Når der skal tages stilling til disse spørgsmål, må det ikke glem- mes, at ophavsretten vel er givet ophavsmanden, for at denne kan varetage såvel sine økonomiske som sine ideelle interesser. Men disse sidste er af højst forskellig vægt. Hertil kommer, at udvik- lingen indenfor ophavsretten i dette århundrede i et vist omfang har tvunget den økonomiske udnyttelse ind i faste baner. Og ende- lig er der intet til hinder for, at den positive lov principielt kan tillade fuld overdragelighed men dog varetage droit moral hensy- nene ved ufravigelige begrænsende regler. Det er dette standpunkt, der er gennemført ved L. 33. Herefter betyder „hel“ overdragelse, jfr. L. 33 § 9, stk. 1 og § 27, stk. 1 „helt eller delvis“, netop ikke, hvad ordet nærmest udtrykker: en overdragelse, der i enhver hen- seende i forhold til overdragelsens genstand stiller erhververen som overdrageren var stillet, inden overdragelsen fandt sted. „Hel“ over- dragelse betyder indenfor ophavsretten: overdragelse i det fulde omfang, der er hjemmel til — modsat den delvise overdragelse, hvor retshandlen selv begrænser overdragelsen i en eller anden relation. I Ophavsretten s. 205 ff. har jeg med henblik på ny lovgivning udtalt mig for en begrænsning af ophavsrettens overdragelighed. Torben Lund II s. 234 har ret, når han antager, at jeg her særlig har haft udnyttelsen af forfatterrettigheder for øje, men betragt- ningen hviler selvsagt ikke mindst på hensyntagen til ophavsman- dens ideelle rettigheder. Imidlertid må spørgsmålet i sidste instans være det, om der er tilstrækkelig anledning til på dette område yderligere at indskrænke kontraktsfriheden til fordel for tvingende *) Således den italienske lov 22. april 1941, jfr. Piola Caselli s. 34 £T. og s. 527 ff.