Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106
medens han saa’ paa ham med et harmfuldt Blik
og’ tilsidst sagde:
— De véd jo dog, at De ikke kan hjælpe
mig; saa lad mig da være.
— Man kan i hvert Fald lindre Smerterne,
sagde Doktoren.
— Ikke engang det kan De; lad mig være.
Doktoren forlod Værelset og gik ind i
Dagligstuen til Praskövja Fjodorovna, hvem han
meddelte, at det stod sig meget slet med den syge og
at Opium var det eneste Middel man havde til at
lindre Smerterne, som maatte være forfærdelige.
At Smerterne, som Ivan Ilitseh led af, vare
forfærdelige, deri havde Doktoren Ret; men han
tænkte herved kun paa de fysiske og ikke paa de
moralske Smerter, som den syge led af, og som vare
endnu forfærdeligere end de fysiske.
De moralske Smerter skrev sig fra, at Ivan
Ilitseh, medens han i Løbet af Natten havde liggel
og betragtet Geräsims brede, søvndrukne og
godmodige Ansigt, pludselig var falden paa den Tanke:
„Hvis det nu virkelig forholder sig saaledes, at det
Liv jeg har ført med fuld Bevidsthed ikke har
været, som det burde have været V
Det. faldt ham pludselig ind, at. det, der
tidligere havde forekommet ham som en ren
Umulighed: at han ikke skulde have levet sit Liv som
han burde, — at det alligevel kunde være sandt.
Det faldt ham pludselig ind, at de svage, næppe
mærkelige Anfægtelser, som af og til havde hjem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
