Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
det altsanimen kun var et frygteligt uhyre Bedrag,
der tilslørede baade Livet og Døden. Denne Tanke
var som Olje i Ilden paa de fysiske Smerter, der
fortærede ham. Han stønnede, medens han væltede
sig paa Lejet og søgte at rive Klæderne af sig.
Det var ham som han skulde kvæles. Man kom
styrtende til og gav ham en stor Dosis Opium,
hvorefter han sank hen i en bevidstløs Tilstand.
Ved Middagstid kom han til sig selv igjen, hvorpaa
han paa ny begyndte at rase, idet han jog alle
bort fra sig og kastede sig fra den ene Side af
Lejet til den anden.
Hans Hustru traadte hen til ham og sagde:
— Jean, kjære Ven, gjør nu det jeg har bedt
Dig om, — for min Skyld! Skade kan det ikke,
tværtimod, man ser tit at det hjælper. Derfor kan
man godt have Haab alligevel. Selv sunde Folk
gjør det jo tit.
Han saa’ paa hende med store Øjne.
— Hvad mener Du? Lade Præsten komme?
Hvad skulde det hjælpe? Nej! Forresten . . .
Hun brast i Graad.
— Ja, ikke sandt, min Ven? Jeg vil sende
Bud efter vor egen Præst, han er saa kjær.
Da Præsten korn og Ivan Ilitsch havde skriftet
for ham, blev han blødere om Hjertet; han følte
lige som en Beroligelse i Tvivlene og som Følge
deraf en Lindring i Smerterne, og der var et
Øjeblik, da Haabet paa ny vaagnede hos ham. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
