Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 138 —
den alle retterne i øiesyn, og naar den saa havde valgt
sig hvad den vilde have, kom den ned og satte sig ved
siden af mig.
Fik den ikke straks noget, begyndte den at hyle
høiere og høiere, indtil jeg maatte give den hvad den
vilde have, bare for at faa fred. Men jeg kunde
naturligvis ikke vide hvad ret den havde valgt sig, og
derfor maatte jeg prøve mig frem og byde den baade
det ene og det andet, til det rette kom. Naar jeg da
bød den noget som den ikke brydde sig om, kasted
den det paa jorden med et lidet sinneskrig, og tramped
med foden, og dette holdt den paa med saa længe til
den fik hvad den havde lyst paa. Kort sagt, den var
som et forkjælet barn.
Var jeg saa heldig at træffe dens ønske straks, gav
den enslags fornøiet lyd fra sig, omtrent som naar en
kat maler, og rakte haanden frem for at takke mig.
Den var svært glad i kokt kjød, og endda mere i kokt
fisk, og den gik stadig rundt og ledte efter ben i
landsbyen. Min kaffe vilde den altid smage, og naar min
tjener kom med den, tigged den mig med hver mine i
ansigtet om at faa lidt. Men gav jeg den kaffe uden
sukker, vilde den ikke have den.
Jeg laged en liden pute til den, som den kunde
sove paa, og den var den svært glad i. Da den først
havde vænnet sig til den, vilde den aldrig mere skilles
fra den, men slæpte den med sig, hvor den gik og stod.
Havde den været saa uheldig at miste puten, fik hele
landsbyen vide om det; for da skreg og hylte den slig,
at jeg for at stoppe munden paa den maatte sende folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
