Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATHANIEL HAWTHORNE.
gode glade Tid, da Lykken gav ham sine faa Sommer-
dage. Han var seks og halvtredsindstyve Aar gammel
den Gang, men i Besiddelse af al sin Ungdoms Elasti-
citet. Dette Billede blev taget i London, i et Øjeblik
da han ikke anede det. Han ser op, sympatetisk og
forventningsfuld. Det er ved dette Billede, han bør
være kendt.
Det andet er taget tre Aar senere — kort før hans
Død. Hans Hoved ser ud, som om en Høststorm havde
gaaet hen over det. Men det er Øjnene, som mest
fængsler. Man sidder og prøver sig frem til Meningen
af dette Blik. Er det et Blik fra en indemuret Fange,
eller fra en døende, som ikke formaar at gøre sit sidste
Ord forstaaeligt? Det siger, at Livet er henlevet under
et frugtesløst Forsøg paa at faa det ene Ord sagt, hvor-
ved et Menneske forstaar og forstaas. En Gang troede
han at have fundet det, men nu ved han, at dette Ord
siges aldrig. Ingen siger det. Læben former det ikke,
Øret hører det ikke, Sproget ejer det ikke.
Med dette i sit Blik vender han sig og gaar tavs
bort.
Nærmere kom vi ham aldrig.
Nathaniel Hawthornes Fader var Sømand. Han var
tavs og tungsindig, men læselysten og ubevidst stem-
ningsrig. Fire og tredive Aar gammel døde han i In-
dien. Tanken om den stille Fader, der rejste saa langt
bort og aldrig kom tilbage, gav Digterens Barndom en
egen Stemning.
Moderen, en født Manning, var meget smuk, især
hendes Øjne var smukke. Hun besad en for den Tids"
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
