Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLUTNING.
Hjerterne. Thi den besidder Kunstens evige Livenerve:
Menneskets Forstaaelse af Mennesket.
Og det Indtryk af Hawthorne og hans Digtning,
der, naar alle Skikkelserne er dragne forbi, som Stem-
ningen af en Drøm forbliver i Sindet, er som af en For-
aarsmorgen — saa dybt inde i en Skov som kun den,
der elsker Ensomheden, trænger ind.
Over Træerne skimtes blaa Himmel med rødlige
Skyer, der begynder at skinne gyldent. Men nede i Sko-
ven hersker endnu Skumringen. Og her staar i pletfri
Foraarspragt en Hvidtjørn. Der hænger Dug paa Blom-
sterbladene. En sart Vellugt fylder Luften, mens Da-
gen gryer. —
Endnu et Træk, der, som det sidste Glimt af en
bortdragen, gemmes i Erindringen til sidst, fordi i det
samles alt:
For omtrent fyrretyve Aar siden blev et Selskab
bestaaende af Englændere og Amerikanere vist gennem
en af Londons Arbejdsanstalter. En af de fremmede
var en høj, smuk.Mand med det fineste Smil.
Et lille vanskabt Barn med modbydelige Mærker af
arvet. Synd og Sygdom klyngede sig til denne Mands
Haand. Han følte en instinktmæssig Uvilje mod Be-
røringen med Barnets opsvulmede Legeme og søgte lem-
peligt at frigøre sig. Men fastere klyngede Barnet sig
til ham, medens det med matte Øjne saa ham op i
Ansigtet.
Da overvandt han sin Uvilje, bøjende sig over
Barnet tog han det i sine Arme og kyssede dets af Syg-
dom ødelagte Ansigt saa kærligt, som var han dets
Fader.
Denne Mand var Nathaniel Hawthorne.
194
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
