- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 1. årgång. 1886 /
11:7

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Framåt. T

Da denne kom, fandt hun dören stengt.
Hun bankede på og råbte ind, men uden no-
get resultat. Så blev hun hos gutterne, spi-
ste middag med dem og gjentog fra tid til
anden sin banken på den lukkede dör. Men
der kom intet svar. Tilsidst lod fru Grönn
gutterne forsöge.

»Luk op, mama! Det er mig, Sigurd» —
råbte han. »Vi er så bange, Du er syg.»

Efter nogle öjeblikkes forgjeves lytten
begyndte Magnus: »Mama, mama! Kan
Du ikke lukke op for os, kjere, söde ma-
ma?» - Da der fremdeles ikke kom nogen
lyd til svar, brast begge gutterne i gråd.
Så endelig blev nöglen langsomt drejet rundt
og dören åbnet.

»Gå ind på jeres verelse og les lektier,
eller gå ud og leg, gutterl» — sa fru Holm
med mat og dempet stemme. >»I skal ikke
vere bange for mig. Jeg fejler ingen ting.»
Der var halvmörkt i stuen. Hun stod med
ryggen mod vinduet, så hendes ansigt ikke
kunde ses.

Sigurd og Magnus holdt op at grede,
De tog fat i hendes hender, som de klappe-
de og kyssede.

»Men hvorfor vil Du ikke komme ind
til os?» spurgte de. »Du har jo heller ikke
spist middag.»

»Jeg skal nok spise- siden,» hun tog
dem bege ind til sig, »men nu vil jeg så
gjerne vere alene. Jeg trenger så til ro;
gå nu fra mig, er I söde og snille»!

De fölte sig beroliget og adlöd uden at
sige mere,

»Vil Du ikke jeg skal sidde lidt hos Dig,
Elise?» spurgte fru Grönn, der havde holdt
sig tilbage under optrinnet med gutterne og
nu trådte hen til döråbningen. ;

»Nej, jeg må vere alene, jeg kan ikke
ha nogen hos mig, ellers takl» svarte hun i
den forrige rolige tone.

»Men her er så koldt, ilden i kakkelov-
nen er gåt ud; lad mig idetmindste få stelle
lidt for Dig!» — bad fru Grönn. »Jeg skal
ikke sige et ord.»

Fru Holm satte sig ned på sin forrige
plads, -der hvor hun havde siddet siden om
morgenen, da doktor Thomsen havde veret
der, uden at svare. Hun lagde sig bagover
og lukkede öjnene.

Fra Grönn fik lagt i kakkelovnen og
tendt lampen. Så kom hun med en kop
the, som hun bad hende drikke.

| forherligelse.

"te stuepigen en timestid senere.

»Ja, tak, set den der» — hviskede fru
Holm uden at åbne öjnene — »og lad mig så
alenel »

Fru Grönn tog nöglen af dören og gjemte
den, Så gav hun pigerne nogle instrukser
og gik.

Fru Holm blev siddende i samme stilling
hele aftenen. Når stuepigen kom og spurgte,
om hun önskede noget, rystede hun bare på
hodet. Da gutterne var inde og sa godnat,
rettede hun sig op og kyssede dem kjzer-
ligt.

»Skal ikke fruen gå tilsengs nu?» spurg-
»Det skulde
fruen rigtig gjöre.» Hun havde lovet fru
Grönn, at ikke legge sig, sålenge hendes
frue var oppe. Rent mekanisk rejste fru
Holm sig og gik uden at sige et ord ind på
soveverelset. Når hun var der, måtte hun
vel få fred, tenkte hun. Hun vinkede til
pigen, som vilde fölge ind med, at hun ikke
behövede hende og lukkede dören efter sig.

Men istedetfor at klede sig af, gled hun
ned i en lenestol, stöttede albuerne på knzeer-
ne og ansigtet i henderne og blev siddende
ubevegelig i over en time.

Hvorledes var det muligt, at gud kunde
ha tilladt det? Hun havde jo bedt så inder-
ligt i Jesu navn, bedt uden afladelse. Og
frelseren havde jo sagt. at den, som havde
tro, skulde kunne sige til et bjerg: »löft Dig
op og kast Dig i havet», og det :skulde ske.
Og hun havde havt tro, der havde ikke veret
tvil i hendes hjerte. Hun kunde sige det
for guds ansigt. Ikke gnist af mistro om,
at gud både kunde og vilde hjelpe. Og hun
havde jo ikke bedt om nogen verdslig ting.
Denne bön kunde jo ikke vere af dem, som
ikke var gud velbehagelig. Opfyldelsen af
hendes begjering vilde jo kun vere til guds
Det gjaldt jo om at frelse en
menneskesjel fra den evige fortabelse. Hvor-
for, hvorfor havde gud da ikke bönhört hen-
de? Hendes tanker kredsede om dette ene,
Hun tenkte det om og om igjen; uafladelig
rundt i en ring gik det, og for hver gang
hun stansede foran dette håblöse spörsmål,
var det som hun hörte et skrig i sin sjal,
et skarpt, koldt skrig af redsel og pine,
Tilsidst kunde hun ikke holde ud at sidde
stille. Hun for" ov og begyndte at gå i en
stor bue omkring begge sengene, fra det ene
hodegjerde til det andet. Frem og tilbage.
Var det da mnuligt, at hun havde bedraget
sig selv, at forvisningen om, at hun havde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1886/0229.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free