Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
11
’elius som »Aases. TI forrige saison gaves
denne rolle af den finske sknuespillerinde,
röken Ida Aalberg, dengang midlertidig ej
nsat ved Dagmarteatret, men som i år, efter
ed stor energi at ha studeret og tillegnet
sig det danske sprog, atter har ladet sig en-
gagere ved dette teater, og rimeligvis agter
at knytte sin fremtid til danske scener. Den
skilte sig ikke godt vid Aase. Hendes man-
gel på evne til at ta rollen som den var,
virkede i enkelte scener hemmende på Klau-
sens i det hele taget wgte og gribende spil.
Der: var allerede dengang tale om at få frö-
ken Parelius, der i Norge med rette er be-
römt for sin Aase, herned, men det blev först
til virkelighed nu i år, Tiltrods for den lyk-
ke fröken Parelius gjorde med sin muforlig-
nelige gjengivelse af den hidsigt skjaeldende
og dog så godhjertet rörende, i angstfuld
tro på sönnen opbrusende gamle bondekone,
blev det dog ikke en så stor succés som
den - udmerkede kunstnerinde kunde ven-
tet. Det traf sig ubeldigt med vejret, Så
varme dage som de august måned bragte,
har man ikke på lange tider havt mage til
i Danmark, i altfald ikke sådan i ugevis.
Det var, som om sommeren havde sparet på
sig selv, måned efter måned, for at lade al
sin smeltende hede strömme ud over byen
netop i de dage, da teatrene efter endt ferie
på ny åbnede sine döre. At dette virkede for-
ringende på det besög de flinke, norske
gjester under andre omstendigheder kunde
a gjort regning på, siger sig selv. Folk
var på rejser eller lå på landet, og de’som
var ner nok til at kunne ta ind, kviede sig
for at ombytte de dejlige aftner under åben
himmel mod et teaters gashede luft. Så
havde de jo også set »Peer Gynt» forrige år.
Men de, som gav möde blev taget med
torm. Det gik som Aase siger, da hun
snakker til Solveig om Peers vildskab og
vorne ferd. En sad der og så på og syn-
tes »en kunde både grede og le» af glede
over det betagende spil. En sådan stemning
som den, der beherskede publikum under den
kjönne dödsscene, hvor Peer kjörer sin mor
til »Soria-Moria»slottet og forteller om St.
eder og salig prostinden, medens Aase fuld
f frygt og håb og uden at finde hvile for
e verkende lemmer med döende stemme
sukker: ȁ nej da, Peer, for en gammen, du
jörer mig stakker til«, indtil hun tilsidst
tille og alvorsfuldt som selve döden, gli-
ellers så dygtige og yndede skuespillerinde |
| | der over i den evige sövn —, hörer til
| sjeldenheder i et teater. Der var så stille,
så stille rundt om en, Det eneste man hörte
var et sukkende past, en skjaelvende bevee-
gelse, der som elektriske stöd gik gjen-
nem tilskuerne; det hidrörte fra, at folk sad
og kjempede for ikke at bryde ud i hul-
ken,
Fröken Parelius optrådte også som Gre-
the i »Kjerlighed uden strömper», en rolle,
som i Norge anses for at vere en af hendes
bedste, Behandlingsmåden af det Wesselske
lystspil er imidlertid så forskjellig på de to
landes scener, at det danske publikum ikke
| ret kunde nyde, hvad hun her ydede.
I Et stort tab har Dagmarteatret lidt ved
I fru Oda Nielsens förtrekken til den kongelige
| scene. Forhåbentlig vil hendes bortgang dog
ikke helt gjöre det af; med direktörens pris-
| verdige bestrebelser for at give etrepertoire
med stykker af virkelig literzer verdi. Frö-
| ken Ida Aalberg er jo bleven tilbage, og
| hendes talent lagt til hvad teatrets delvis me-
| | get dygtige personale formår at preestere, vil
| sikkert gjöre det muligt at fortsatte i den
| retning, som opförelsen af »Peer Gynt», »Et
| Besög», »En frelsende Engel» og »Skuespil-
| lerinden» af fru Edgren, foruden adskillig
| god fransk komedie som »Straffen»> af Girar-
| din, >Andrea» af Sardou o. s. V., så bestemt
har pegt hen imod.
| Af alle privatteatrerne er Folketeatret det,
der hos det almindelige publikum har den
störste sympathi og den bedste klang. Og
det er ikke underligt. Thi et så talzigs 08
i sin art udmerket sammensat skuespillersel-
skab skal en leve lenge for at finde magen
| till Der er blandt personalet vellykkede ko-
mikere i alle brancher og karaktersskuespil-
lere, der rager höjt op over hvad man er
vant til at se på en privatscene, Også el-
| skerfaget må siges at vere serlig godt ré-
presenteret. Og hvad damerne angår, så
stikker de ingenlunde af. Forrige år var der
så mange af dem, at den ene så at sige gik
ivejen for den anden. Der var ikke mindre
end 6 unge skuespillerinder, der hver for sig
syntes skikkede til at vere primadonna på
’en mindre scene. I år bar direktören ind-
skrenket disses antal og uden noget savn
for publikum. For der er nok tilbage, og de
tiloversblevne er nydelige og meget brugbare.
Så ejer teatret også i fru Julie Hansen, födt
Lundby, en karaktersskuespillerinde, hvis pre-
| stationer serlig i det höjkomiske fag vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
